Perfect Days (2023)

Som filmisk digtning for den tålmodige tilskuer står Wim Wenders' japansk producerede "Perfect Days" som lidt af et mønsterbarn. Det stille liv, som det former sig for toiletrengøringsassistenten Hirayama (Kōji Yakusho), er præget af simple rutiner og en perfektionistisk tilgang til lokumstjansen. Hirayama er stort set tavs og slipper af sted med det. Intet er reelt overladt til tilfældighederne, men omvendt vil selv den mindste ændring i dagligdagen risikere at slå ham ud af kurs.

Det er en smal fortælling – ligesom det billedformat (1.33:1), Wenders har valgt at gengive Hirayamas prøvelser i. Smalt på den inciterende måde, når hverdagen systematisk og på hvilepuls gentages gennem de mindste og mest småkedelige rutiner. Smalt på den anstrengende måde, når dette strækkes ud og "krydres" med diverse akavede bipersoner (særligt assistenten Takashi, der skal agere klovn mellem lokummerne) i en overdreven længde.

Lidt over to timer i selskab med den dobbelt Cannes-vindende stilstand opleves i hvert fald som i overkanten. Men i de bedste scener, mens magien er intakt og uforstyrret, kan filmen være både berigende og meditativ. Den markante virkning af 0 underlægningsmusik er i hvert fald yderst velovervejet. Her er kun popsangene, som Hirayama hører på kassettebånd i sin fesne tjenestebil.

Koji Yakusho vandt fortjent en pris i Cannes. Hans portræt af den ekstremt stille og resignerede toiletrenser er båret af en dyb indsigt og bærer i sig selv størstedelen af filmens stoiske ro.