10 Rillington Place (1971)

Det virkelige livs kvindeseriemorder John Reginald Halliday Christie (1899-1953) udførte mestendels sine ugerninger i London sidst i 1940'erne. Nærmere bestemt på Rillington Place 10, hvor meget af filmen også helt unikt er optaget – lige inden myndighederne rev hele boligkomplekset ned i starten af 1970'erne.

Christie (Richard Attenborough) bor i stueetagen sammen med sin kone, der er helt uvidende om mandens ekstreme dobbeltliv. Under 1. verdenskrig skal Christie angiveligt være blevet så traumatiseret, at han ikke sagde et ord i flere år efter. Nu taler han igen, men kun med meget lav stemme... hvilket kun forstærker det glade vanvid, han gemmer på.

Da det unge par Timothy (John Hurt) og Beryl Evans (Judy Geeson) flytter ind i ejendommen sammen med deres lille datter, øjner Christie straks en chance for at føje endnu en kvindes liv på samvittigheden. Men det skal planlægges nøje, og måske er han godt i gang med at undergrave egen "virksomhed", idet han kommer til at slække på sin omhyggelighed.

Richard Fleischers iscenesættelse er præget af en betagende ro, hvorigennem både vanvid, uhumskhed og krybende uhygge flyder uden ret mange mislyde. Centreret om Richard Attenboroughs decideret blændende portræt af det virkelige livs aparte seriemorder fortælles en historie af meget dyb og troværdig fascinationskraft. Ikke mindst som følge af de mange optagelser fra Rillington Place itself: Det absolut nedrivningsmodne kvarter i en ussel del af London, der bærer præg af forfald og en heraf medfølgende frastødelsens taktilitet (særligt tydeligt i de detaljemættede indendørsoptagelser, der dog også er opbygget i studie.)

John Hurt leverer filmens anden helt store præstation i rollen som den ambitiøse, men naive Timothy Evans, der snart skal stå med håret i postkassen som følge af Christies åleglatte facon. Også Pat Heywood har meget fint nuancerede scener som Christies kone Ethel, for hvem det langsomt er ved at gå op, hvilken mand, hun egentlig er gift med. Filmen er næsten helt fritaget for underlægningsmusik, et valg, der trækker nærværets og gysets direkte dimensioner så meget desto mere frem i forgrunden.