Confessions of a Serial Killer (1985)

Nogenlunde samtidig som John McNaughtons blændende Henry: Portrait of a Serial Killer (1986) så denne indiefilm dagens lys. Det vil sige, den fik ikke nogen egentlig biografdistribution. Men det gør bestemt ikke "Confessions of a Serial Killer" mindre betagende.

Med scenografen Robert A. Burns i karrierens eneste hovedrolle (han er også produktionsdesigner på filmen) fortæller dette gys historien om texaneren Daniel Ray Hawkins, der i filmens start anholdes af politiet. Straks erkender han at have myrdet ca. 200 kvinder gennem mange år og på tværs af stater. Noget, Hawkins er svært stolt af. Men politiet må have noget at arbejde med: Taler Hawkins sandt, eller er han lystløgner? Gennem en række nedslag i ugerningerne bekræfter Hawkins efterhånden vanviddet, bl.a. er han med ude i felten for at udpege gerningssteder.

Tilbageblikkene er lange og vægtige – allerede filmens prolog viser os, hvordan Hawkins samler en tomler op og godter sig ved det snarlige overgreb. Han lever nærmest i sin bil, hvilket den også bærer præg af. Når der er en lille pause mellem mordene, er Hawkins en del sammen med vennen Moon Lewton (Dennis Hill) og hans søster Molly (Sidney Brammer). Begge er helt med på, hvad der foregår og hjælper hellere end gerne med at få endnu en kvinde i saksen.

Tilbage på politistationen i filmens nutid kommer tungen mere og mere på gled hos Hawkins, især da politiet under afhøringslederen Sheriff Will Gaines (Berkley Garrett) finder en hel vognfuld ringbind frem med uopklarede kvindedrab fra hele USA.

"Confessions of a Serial Killer" er langt fra nogen strømlinet mainstreamfilm. Den balancerer mellem B-film og filmkunst, sådan at forstå, at fortællingen både bæres af elementer af det naive, men først og fremmest af et beundringsværdigt kompromisløst drive uden sidestykke. Det slår reelt benene væk under den nysgerrige tilskuer, for Mark Blairs iscenesættelse (hans eneste film) ligner ikke meget andet, du har set. Det er råt, ekstremt urovækkende – og så er det doseret, så grænserne kun lige nøjagtigt overskrides, uden at det bliver decideret vulgært... andet end i glimt.

I de vildt fængende tilbageblik (tag bare den natlige jagt med lommelygte i majsmarken) brummer William Penns vellykket mystiske elektronicaunderlægning i takt med de frygtsomme kvinders hjerter. Interessant musik. Trods castingen med mindre kendte skuespillere, udstråler hele rollegalleriet både en autoritet og en tilpashed i det ofte outreret voldelige og sadistiske vanvid. En absolut mustsee-sjældenhed for genreaficionados.