The Good German (2006)

Med stilbevidste tekniske benspænd genskaber Steven Soderbergh her en 1945-film, som den ville være blevet optaget, hvis den var blevet til i det år, den portrætterer.

Kreative tiltag

Det indebærer bl.a. fravalg af moderne linser, simpel lyssætning og en spillestil hen imod det let teatralske. Alt sammen kreative tiltag, der kunne risikere at gøre en film som "The Good German" både forstillet og kunstig, men Soderbergh lykkes pænt i sit forehavende.

Kastes ind i en mordgåde

George Clooney er den amerikanske krigsjournalist, Jake Geismer, der i 1945 ankommer til Berlin for at dække Potsdam-konferencen. Mellem ruinerne møder han imidlertid Cate Blanchetts hemmelighedsfulde Lena Brandt, og det betyder samtidig, at Geismer kastes ind i en mordgåde, han ikke lige kan ryste af sig igen.

Emmer af ruin-autenticitet

Skønt filmet udelukkende i amerikanske studier (suppleret af historiske optagelser), emmer "The Good German" af ruin-autenticitet. Det skyldes et særdeles overbevisende produktionsdesign, hvor selv den mindste detalje i scenografien fremstår dybt troværdig.

Klassisk filmsymfoniske toner

Thomas Newmans Oscar-nominerede underlægning er tilpasset filmens centrale fokus på "dengang". Det betyder klassisk filmsymfoniske toner, der er rigelig anvendt gennem handlingen – men lyttet til isoleret hører dette score faktisk til blandt Newmans klart mest habile!

Tager ikke overhånd

Den let teatralske skuespilsstil tager heldigvis aldrig overhånd. I denne sammenhæng er George Clooney faktisk den mest kedelige, mens der er mere kant over både Cate Blanchett og Robin Weigert (i en birollle som glædespigen Hannelore.)

Markant visuel identitet

Først og fremmest vil "The Good German" huskes for sin markante visuelle identitet, der i elegante sort/hvide kompositioner (som sædvanlig fører Soderbergh selv kameraerne) lever længe efter sidste scene, der i øvrigt er en fin hyldest til klassikeren Casablanca (1942).