The Good German (2006)

    En amerikansk krigsjournalist havner i en mordgåde, mens han dækker Potsdamkonferencen i 1945.


    »MARKANTE SORT/HVIDE VIBES«

    George Clooney er den amerikanske krigsjournalist Jake Geismer, der i 1945 ankommer til Berlin for at dække Potsdamkonferencen. Mellem ruinerne møder han imidlertid den hemmelighedsfulde Lena Brandt (Cate Blanchett), og det betyder samtidig, at Geismer kastes ind i en mordgåde, han ikke lige kan ryste af sig igen.

     

     

     

     

    Med stilbevidste tekniske benspænd genskaber Steven Soderbergh her en 1945-film, som den formodentlig ville være blevet optaget, hvis den var blevet til i det år, den portrætterer. Det indebærer bl.a. fravalg af moderne linser, simpel lyssætning og en spillestil henimod det let teatralske. Alt sammen kreative tiltag, der kunne risikere at gøre en film som "The Good German" både forstillet og kunstig, men Soderbergh lykkes pænt i sit forehavende. 

    Skønt filmet udelukkende i amerikanske studier (suppleret af historiske optagelser), emmer "The Good German" af ruinautenticitet. Det skyldes et særdeles overbevisende produktionsdesign, hvor selv den mindste detalje i scenografien fremstår dybt troværdig.

     

    Thomas Newmans Oscar-nominerede underlægning er tilpasset filmens centrale fokus på "dengang". Det betyder klassisk filmsymfoniske toner – men lyttet til isoleret hører dette score faktisk til blandt Newmans klart mest habile!

     

    Den let teatralske skuespilsstil tager heldigvis aldrig overhånd. I denne sammenhæng er George Clooney faktisk den mest kedelige, mens der er mere kant over både Cate Blanchett og Robin Weigert (i en birollle som glædespigen Hannelore.)

     

    Først og fremmest vil "The Good German" blive husket for sin markante visuelle identitet, der i elegante sort/hvide kompositioner (som sædvanlig fører Soderbergh selv kameraerne) lever længe efter sidste scene, der i øvrigt er en fin hyldest til klassikeren Casablanca (1942).



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2006, USA, Drama, Historie, Krimi, Romantik, Mystik, Fly på film, Dyr på film, Biler på film, 105 min.

    Dansk titel: The Good German
    Instr: Steven Soderbergh Prod: Ben Cosgrove, Gregory Jacobs Manus: Paul Attanasio Baseret på: roman af Joseph Kanon Foto: Steven Soderbergh Klip: Steven Soderbergh Mus: Thomas Newman
    Priser
    • AAN - Bedste musik
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering