Kimi (2022)

Steven Soderberghs state of the art-cyberthriller er mere end bare endnu et blik på det kaos, som moderne elektronik kan medføre: "Kimi" har nyklassikerpotentiale, både som følge af den silkebløde omfavnelse af et fatalt og moderne plot, men også som følge af begavede virkemidler i en forførende fortællestil.

Zoë Kravitz er den unge Angela Childs, en kvinde, der sjældent forlader sin enorme Seattle-lejlighed. Hun lider nemlig af en svær agorafobi, og så kan hun passende håndtere sit techarbejde hjemmefra. Hun lytter lydlogfiler igennem i forbindelse med AI-tjenesten Kimi. Logfiler, hvor Kimi har reageret med en fejl. Men da Angela hører det, der kun kan opfattes som grov mishandling af en kvinde, føler hun, hun er nødt til at tage affære...

"Den store verden" udenfor er dog ikke parat til at hjælpe. Tværtimod oplever Angela, at hun bliver trængt op i en krog. At hun ved for meget. Så nu handler det om at tage benene på nakken, før nådesløse håndlangere indhenter hende.

Soderberghs hofkomponist Cliff Martinez har begået en Bernard Herrmann'sk underlægning, der klæder "Kimi" godt i sit klassiske snit – især fordi, musikken ikke er sansehæmmende overanvendt. Det er endnu et stilmæssigt lækkert valg i en indpakning, der hele vejen rundt er præget af ro og skarphed – i en fortælling, der ellers mere og mere bliver en nådesløs heksekedel. Angelas tur gennem storbyen udgør dog en energisk centrifuge: Vanviddet på flere niveauer som oplevet gennem en mentalt totaltrængt kvinde.

Kravitz præsterer meget overbevisende i den blåhårede hovedrolle, uden at forfalde til yderpunkter. Henimod slutningen opstår en af filmens mest mindeværdige scener, hvor Angela er trængt op i en krog med en lille håndfuld håndlangere, der er overbevist om, at de er klogere end den lille kvinde.