Wild Things (1998)

Efter spillefilmdebuten med den blændende Henry: Portrait of a Serial Killer (1986) er der gået langt mere mainstream i instruktør John McNaughtons film. "Wild Things" hører til blandt hans bredest succesrige.

Kvindelige fristelser

Det er historien om Matt Dillons kvindeglade gymnasielærer Sam Lombardo, der dog har en regel om, at han ikke under nogen omstændigheder dikkedikker med sine studiner. Også selvom han gang på gang bliver udfordret af alt fra sovekammerøjne til våde see-through-sommerdragter.

Hvem narrer hvem?

Men så kommer der alligevel ugler i mosen. Først anklager den ene studine, så den anden, ham for voltægt. Kevin Bacons betjent Ray Duquette er på sagen, og han tror, kvinderne bluffer. Men det skal snart vise sig, at alle mere eller mindre bluffer alle!

Sensationslysten historie

Der er økonomiske muskler bag produktionen, der er både teknisk flot og skuespillermæssigt yderst velbesat. Underholdningen er hjemme, og i lange træk er "Wild Things" tilmed en rimelig tilfredsstillende filmoplevelse... lige indtil der går betændelse i manuskriptet, og sensationens platte overdrev tager over.

Den ene popsang tager den anden

Allerede under opening credits bemærkes det ængsteligt, at filmen både har en komponist og mindst en music supervisor. Det fortæller os, at der vil være meget "samtidsmusik" som supplerende lydbillede. Og ganske rigtigt – ofte tager den ene popsang den anden, somme tider som en del af handlingen, men også som et ekstra stemningstapet. Et kvælende lydbillede er resultatet.

Spildte kræfter

De yderst habile skuespillere sejler i vid udstrækning "Wild Things" sikkert i havn, men kors, hvor er her alligevel mange gode spildte kræfter samlet under en og samme produktion.