Anhell69 (2022)

På flere niveauer en ”kategori-overskridende” dokumentar, hvor Theo Montoya i sin instruktørdebut fortæller om dén film, der aldrig blev til noget. Drømmen var at fabrikere en dystopisk vampyrfilm, der foregår i colombianske Medellín, hvor spøgelser strejfer frit omkring blandt de levende.

Skæbnesvangre frafald

Og han nåede da også et stykke vej: Skuespillerne rekrutterede han blandt sine venner i byens queermiljø, men en uge efter castingen døde den unge og karismatiske hovedrolleindehaver, Camilo, af en overdosis. I tiden efter døde en del af Montoyas venner på lignende måder, og han måtte således helt droppe filmprojektet.

Skrinlagt vampyrfilm

Den skrinlagte vampyrfilm realiseres på en måde gennem dokumentaren ved ind imellem at filme en åben kiste, som den køres gennem storbyen i en rustvogn. Den døde mand stirrer tomt op i loftet i skærene fra de gullige gadelygter. ”Anhell69” kan betegnes som en art "dokumemoir", der i nævnte sekvenser nok har hentet lidt inspiration i Carl Th. Dreyers mesterlige Vampyr (1931).

Hverken poleret eller opløftende

Instruktøren bruger filmen, der aldrig blev til noget, som udgangspunkt til at tegne et dystert portræt af Colombias tabte generation, en af ​​verdens mest voldelige byer og et queermiljø præget af overdoser og selvmord. Det er bestemt ikke hverken poleret eller opløftende, og filmens atmosfærisk hypnotiserende fortællestil med glimtvis meget flot indfangelse af storbyens stemninger er ikke helt let at ryste af sig. Lyspunkter er der i hvert fald ikke mange af. Med herligt diminutiv brug af underlægningsmusik.