Charlie Says (2018)

American Psycho (2000)-instruktør Mary Harron forsøger her at gengive noget af det vanvid, som tilsyneladende sagesløse kvinder gennemlevede i mødet med det virkelige livs svært forskruede Charles Manson.

Umiddelbart et "vanvid", de selv går med til at være en del af: Masser af sex, stoffer og generel hjernevaskelse. Ingen vil åbenbart rigtig se, hvad det er, Manson har gang i, og snart bliver kvinderne marionetdukker i ugerninger, der slasker et bredt blodspor efter sig.

"Charlie Says" kommer desværre aldrig helt under huden på ovennævnte betændte ligning. Mere end noget andet søger filmen at genskabe stemningerne centreret om landlivskollektivet, hvor der bliver pulet igennem "i mark og vang", men egentlig gyser/thriller-potentiale skal her ledes længe efter. Det er alt sammen pænt og nydeligt, men ingen tandmærker efterlades.

Det hele ligger selvfølgelig lige under overfladen, især fordi Manson-historien så at sige fortæller sig selv – men især i dette lys må det siges at være noget skuffende, at filmen aldrig springer ud i lys lue.

Handlingen er reelt en lang række lange tilbageblik, idet filmen også besøger tre af Mansons kvinder på dødsgangen i fængslet. Her forsøger fængslet at bringe noget tiltrængt virkelighed ind i de indoktrinerede hjerner, med begrænset held.