The Insider (1999)

    En ihærdig tv-journalist får overtalt en tobaks-bagmand med insiderviden om nikotins vanedannelse til at medvirke i et tv-interview.


    MICHAEL MANN-HÅNDVÆRK

    Instruktør Michael Mann beviser med "The Insider" endnu engang, at han er en instruktør, der er værd at bide mærke i. Ikke helt som de andre, mere omhyggelig: Dvælende og med en beundringsværdig sans for komposition og æstetik.

    Han ved for meget
    "The Insider" er den sande historie om Jeffrey Wigand, en tidligere topansat hos en amerikansk tobaksgigant, som nu er til fare for koncernen, da han besidder insiderviden, der for alt i verden ikke må nå den amerikanske befolkning.
     

    Ihærdigheden bærer frugt

    Tv-journalisten, Lowell Bergman, er meget interesseret i at få lokket informationerne ud af Wigand, og journalistens ihærdighed og evne til at overbevise bærer frugt. Wigang indvilliger i at medvirke i et stort tv-interview. Nu er det meningen, at tobaksindustrien skal syde i fedtefadet, fordi den har bildt befolkningen ind, at nikotin ikke er vanedannende. Wigand kan bevise det modsatte.

    Seje retssager
    Gennem lange og seje samtaler og retssager lykkes det Wigand og Bergman at nå et langt stykke, men da vejen endelig er banet for offentliggørelse, bakker tv-stationen ud.
     

    Dødstrusler

    Wigand har måttet give familien anden prioritet under den stressende periode, konen og børnene vil ikke stå model til de dødstrusler, familien modtager - samt de vagter, som Bergman er nødt til at placere i Wigands villa.

    En æstetisk nydelse
    Filmen er stilfuld og fotografisk meget inspirerende. Indstilling efter indstilling er en nydelse for filmelskere med et æstetisk øje.
     

    Stærkt skuespil

    Skuespillet følger det tekniske niveau med fuld overbevisning. Russell Crowe er bestemt sin Oscar-nominering værdig i en rolle, der giver alle muligheder for at vise talent - Crowe udnytter den. Al Pacino udgør glimrende modspil, ligesom andre meget stærke skuespillerkræfer yder gode bidrag til intensiteten.

    En halv time i overkanten
    Skønt filmen er både flot og gribende, kan man næsten ikke holde koncentrationen hele vejen igennem. Med sine to og en halv times varighed placerer "The Insider" sig i den efterhånden kendetegnende "Michael Mann-ende", og det er måske nok lige godt en halv time i overkanten. I sidste ende bliver det for anmassende stereotypt med de mange mobiltelefonsamtaler på kryds og tværs i kampens hede.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1999, USA, Krimi, Biografi, Thriller, 148 min.

    Dansk titel: The Insider
    Instr: Michael Mann Prod: Pieter Jan Brugge, Michael Mann Manus: Eric Roth, Michael Mann Baseret på: artiklen "The Man Who Knew Too Much" af Marie Brenner Foto: Dante Spinotti Klip: William Goldenberg, David Rosenblum, Paul Rubell Mus: Pieter Bourke, Lisa Gerrard
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Crowe)
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Crowe)
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste musik
    • RB-N - Bedste amerikanske film