Emperor of the North Pole (1973)

En af de rigtig lækre 70'er-togfilm finder vi i Robert Aldrichs maskulint snorlige og stålsatte "Emperor of the North": Historien om Ernest Borgnines sadistiske og kompromisløse togkonduktør Shack, der under Den Store Depression i 1933 vil gøre absolut alt for, at tilfældigt omstrejfende vagabonder ikke kommer ombord på hans tog.

En stålsat enmandshær

Det gælder også regulære mord, hvilket vi allerede i anslaget får et bestialsk eksempel på, da Shack verfer en vagabond ned under toget til almen kvasning. Det er altså noget af en enmandshær, de bjergrige landskabers vagabonder risikerer at stå ansigt til ansigt med, når de vil have "en lille tur gennem landskabet", men flere af dem er villige til at gå langt for at lykkes i dette forehavende.

Et succesaftryk

Timingen er en af de væsentligste nøgler til filmens succesaftryk. Her er ikke meget, der er overladt til fantasien, og når det hele så oven i købet er så udtalt lækkert indfanget i Joseph F. Birocs smittende kreative fotografering, fremstår "Emperor of the North" yderst appetitligt.

Står godt til hinanden

Trekløveret Borgnine/Marvin/Carradine står godt til hinanden. Borgnine som Shack-sadisten, Lee Marvin og Keith Carradine som de to meget forskellige – ikke mindst når det gælder erfaring udi illegale togture – vagabonder, der gang på gang udfordrer "svinet" med jernrørene og de ublu næver.

Næsten 100 % testosteronpumpet

Masser af tempo og adrenalin sørger for en næsten 100 % testosteronpumpet togfilm (her er blot et enkelt glimt af en kvinde, der barberer sin armhule på togets toilet). Musikken af Frank De Vol leger oplagt med togets prusten, stønnen og generelle rytmik, men holder heldigvis også pauser undervejs.