Damage (1992)

Franske Louis Malles "Damage" er fængende fra begyndelsen med sin afventende, dystre stemning, der med det samme varsler tragedie og ulykke. Historien udvikler sig i nogle helt uforudsigelige retninger, der rummer mere tragedie, end man havde turdet frygte.

Dvælende og indtagende
Dejligt afdæmpet og uamerikansk folder historien sig ud i dvælende, indtagende billeder. Den britiske minister dr. Fleming (Jeremy Irons) lever en tilsyneladende lykkelig rigmandstilværelse. Men den dag, han første gang møder sin søns nye kæreste Anna (Juliette Binoche), vælter hans verden alligevel omkuld.

Umætteligt begær
Han kan pludselig ikke se andet end denne unge kvinde, som han for alt i verden må besidde. Hvad, der er mere mærkeligt, er, at Anna er mindst ligeså interesseret i Stephen, samtidig med at hun er gift med Martyn (Rupert Graves).

Ingen fatter mistanke
Stephen og Anna mødes ofte i al hemmelighed, og deres lyst til hinanden er grådig og umættelig. De hedeste erotiske scener opstår som følge heraf. De formår begge at holde deres forhold hemmeligt. Der er ingen, der fatter mistanke, og familierne fortsætter med at fungere upåklageligt udadtil. Men på et eller andet tidspunkt må det vel gå galt... grueligt galt?

Masser af mystik
Der er så megen mystik forbundet med denne unge Anna og hendes umættelige lyst til sin kærestes far. Hvem er hun, hvad er hun ude på? Og hvorfor kaster den elskede minister sig pludselig ud i denne farlighed, når han allerede har lykken derhjemme?

Erotiske gnister
Juliette Binoche og Jeremy Irons er mesterlige fortolkere af disse stemninger og følelser. Erotikken slår gnister mellem dem. Tilskueren indfanges effektivt af deres forbudte univers.

Spændingsmættet
"Damage" bliver mere og mere spændingsmættet, efterhånden som klimaks nærmer sig, samtidig med at stemningen bliver mere og mere dyster – og tilskueren tilsvarende urolig og neglebidende.

Sofistikeret
Fotografen Peter Bizious billedsprog er meget sofistikeret og stemningsfuldt. Blide, skyggefulde lyssætninger og malende rytmer. Med særpræget – og let irriterende – underlægningsmusik af Zbigniew Preisner. Bemærk Miranda Richardson i rollen som Stephens kone Ingrid. Hun blev indstillet til en Oscar, og i filmens slutning forstår man sagtens hvorfor!