Saint Maud (2019)

Den spillefilmsdebuterende manusforffater og instruktør, Rose Glass, har meget på hjerte med "Saint Maud": Kristen tro, lesbisk amokløb og onde ånder ud over det hele. Men ikke ret meget falder hverken naturligt eller troværdigt i hvad, der opleves som et konstrueret "kvindegys".

Ingen respekt

Hjemmesygeplejersken Maud er meget ung og meget troende. Det falder hende i dén grad for brystet, at hendes døende patient Amdanda tilsyneladende ikke har nogen respekt for hverken Vorherre eller andre kræfter hinsides.

En dæmonisk side vækkes

Amanda har ikke tænkt sig at ride med på den religiøse bølge i sine døende dage, og tilmed holder hun en fest, hvor talrige lesbiske veninder smyger sig omkring i dekadente gevandter de hemmelighedsfulde omgivelser. Det er ganske enkelt respektløst og kan risikere at vække en dæmonisk side i Maud...

Et trekantsdrama

Ind imellem er der kant og elegance over de mørke lokaler: Deres tiltagende klaustrofobiske mystik er en central spiller i det fortættede og kompakte trekantsdrama – mellem Maud, Amanda og Vorherre.

Gysene bliver under kitlen

Men gysene bliver egentlig under kitlen, i hvert er der ingen gåsehud og ej heller mange klapsalver i mødet med de mærkværdigt umotiverede begivenheder, der er middelmådigt spillet og tilmed helt sygt musikunderkastet.