Saint Maud (2019)

Den spillefilmsdebuterende manusforffater og instruktør Rose Glass har meget på hjerte med "Saint Maud": Kristen tro, lesbisk amokløb og onde ånder ud over det hele. Men ikke ret meget falder hverken naturligt eller troværdigt i hvad, der opleves som et konstrueret "kvindegys".

Af og til er der kant og elegance over de mørke lokaler: Deres tiltagende klaustrofobiske mystik er en central spiller i det fortættede og kompakte trekantsdrama – mellem Maud, Amanda og Vorherre. Men gysene bliver egentlig under kitlen, i hvert er der ingen gåsehud og ej heller mange klapsalver i mødet med de mærkværdigt umotiverede begivenheder, der er middelmådigt spillet og tilmed helt sygt musikunderkastet.

Hjemmesygeplejersken Maud (Morfydd Clark) er meget ung og meget troende. Det falder hende i dén grad for brystet, at hendes døende patient Amdanda (Jennifer Ehle) tilsyneladende ikke har respekt for hverken Vorherre eller andre kræfter hinsides.

Amanda har ikke tænkt sig at ride med på den religiøse bølge i sine sidste dage, og tilmed holder hun en fest, hvor talrige lesbiske veninder smyger sig omkring i dekadente gevandter i de hemmelighedsfulde omgivelser! Dét er ganske enkelt respektløst og kan risikere at vække en dæmonisk side i Maud...