Cropsey (2009)

Dokumentaristerne Barbara Brancaccio og Joshua Zeman, der begge voksede op på Staten Island, New York, graver som voksne i en bestialsk historie, der også forståeligt optog dem som børn.

Den spillefilmslange dokumentar kombinerer nutidigt opsøgende interviews med arkivbilleder og – decideret ækle, mareridtsagtige – arkivfilm fra en samtidig 1960'er / 1970'er-reportage på mentalinstitutionen for børn og unge. Denne viser, hvordan nøgne og dybt vanvittige og/eller forsømte børn raller rundt i halvmørke, smurt (blandt andet) ind i deres egen lort.

Engang for ikke så længe siden var Staten Island stedet, hvor myndighederne dumpede alt fra affald (på kæmpe lossepladser) til "uønskede" mennesker, herunder en lang række mentalt mere eller mindre udfordrede børn.

Store institutioner skød op – ude af øje og ude af sind for New Yorks bykerne. Da flere børn begyndte at forsvinde sporløst fra mentalinstitutionerne, var det ikke første prioritet at opklare de eventuelle kidnapninger og mord. Men henad vejen begyndte politiet alligevel at mistænke særlingen Andre Rand, der selv en overgang havde været ansat på en af øens mentalinstitutioner.

Det er ikke alle facetter af "Cropsey"-dokumentaren, der fungerer lige godt. Indimellem står interview- og afsøgningsstilen ubehjælpsom, for lidt senere at brænde stærkt igennem som følge af det virkelige livs hårrejs, der kan få det til at vende sig i selv den mest hårdføre betragter. Lidt vel rigeligt uklædelig underlægningsmusik forstærker unødvendigt de i forvejen betændte begivenheder. Lidt over halvdelen af dokumentaren helliger sig helt den ordknappe Andre Rand, uden at der rigtig er helt kød nok på dén fortælling, til at seriemordertematikken kan bide fra sig.