Dolls (1986)

    Far, stedmor og datter må søge ly i et øde beliggende hus under en storm. Det viser sig, at husets ældre ægtepar ejer en samling yderst dødbringende dukker.


    INGEN SØD DUKKE LISE

    Legetøj, bamser og dukker, der pludselig går imod deres natur og bliver uhyggelige eller sågar morderiske, har altid fascineret gysergenren både i litteratur og på film. Og når sådan et tema lægges i hænderne på den temmelig kreative instruktør, Stuart Gordon, ender det ret sikkert med et sprødt perspektiv. I dette tilfælde dukker, der ikke viser nåde.

     

    Bidende dukker

    Det mærker den lille, dysfunktionelle familien Bower, da deres bil kører fast i stormvejrspløret ud for et øde beliggende hus. Da de entrer villaen, bliver de mødt af et distingveret ældre ægtepar, der viser sig at være specialister i legetøj – og især dukker. Herfra begynder meget at gå galt, især da det står klart, at dukkerne har deres eget liv og kan både bide, stikke, skære, save og hugge fra sig.

     

    Liv i "kludene"

    Stuart Gordon, der har foræret os underfundige gys som Re-Animator (1985) og ikke mindst den lidt uretmæssigt oversete Castle Freak (1995), byder med "Dolls" endnu engang op til en skæv og aparte dans med gysergenren. Selve dukkeelementet skal vi vente en rum tid på at få sat i svingninger, men i den sidste halve time er der endelig liv i "kludene": Klart filmens mest underholdende element.

     

    Outreret fortællestil

    Men filmen lider desværre i høj grad under en mærkværdigt outreret fortællestil med ekstreme kameravinklinger og i særdeleshed Fuzzbee Morses historisk kattejammerlige (og konstante) synthesizer-musikunderlægning. Det er ikke kønt, lad det være slået fast med det samme, og det fremmer heller ikke en potentiel uhygge i den alt andet lige sprøde dukkehistorie.

     

    For langt mellem snapsene

    Enkelte visuelle stemninger i Mac Ahlbergs eksplicitte fotografering er værd at fremhæve, og dukkerne som bestialske mordere er lige dele komiske og hårrejsende. Der er dog alt for langt mellem snapsene i en film ude af balance.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1986, USA, Gyser, Børn på film, 77 min.

    Dansk titel: Dolls
    Instr: Stuart Gordon Prod: Brian Yuzna Manus: Ed Naha Foto: Mac Ahlberg Klip: Lee Percy Mus: Fuzzbee Morse