Re-Animator (1985)

H.P. Lovecrafts saftigt aparte historie vækkes her effektivt til live af en veloplagt instruktør, Stuart Gordon, og hans dedikerede hold af dygtige skuespillere. Og det kræver indlevelsesevne og gyserkomisk tæft at levendegøre en affære så aparte som den i "Re-Animator".

Mystisk-uhyggelig

Da Jeffrey Combs' særdeles mystisk-uhyggelige Herbert West starter på medicinstudiet, hvor også Bruce Abbotts Dan Cain studerer, bliver det begyndelsen på en no way back-forsøgsrække for dem begge.

Dødt væv vækkes til live

West har nemlig opfundet et (selvlysende) serum, der kan vække dødt væv til live. I første omgang i det små, men senere også mennesker. Her kan det vise sig handy, at Dan har fri adgang til ligkælderen på hospitalet. Men sådanne overmenneskelige evner kan selvsagt også misbruges... eller stjæles.

Yderst veloplagt

Yderst veloplagt, komprimsløs og idérig, er "Re-Animator" en gyserkomedie, der aldrig ser sig tilbage. Og det havde nok været en fordel, hvis filmen skulle have været i bedre balance. For det outrerede bliver bare ind imellem for meget af det gode: Skingert og overstyret.

(For meget) af det gode

Generelt er "for meget af det gode" omvendt filmens force, for der er så meget politisk ukorrekthed over alle de afhuggede lemmer (inklusive hoveder) og de impliceredes totale ligegyldighed overfor pli og etik, at det i sig selv afføder beundrende klapsalver.

Vidunderligt spil

Jeffrey Combs er vidunderligt professor-vanvittig i hovedrollen som den unge opfinder. Bedst blandt birollerne er David Gale som den misundelige – i flere dimensioner, kan man vist godt afsløre – dr. Hill, og Robert Sampson som den uheldige Dean Halsey, der skulle have været Dan Cains svigerfar...