After Hours (1985)

Blandt Martin Scorseses farvestrålende og inspirerede 80'er-film er "After Hours" alligevel lidt af en ener. I kølvandet på den blændende The King of Comedy (1982) fortsætter Scorsese med at fortælle i bittersøde, bløde penselstrøg, hvor det denne gang er Griffin Dunnes gennemsnits-newyorker, Paul Hackett, der er hovedpersonen.

Et tilfældigt møde...

Paul møder efter fyraften den tilfældige kvinde, Marcy, på en café, og inden han har set sig om, er han inviteret hjem til hende senere. Det starter en sand lavine af absurde hændelser, der langt fra kun involverer den meget mystisk agerende Marcy, men også hendes veninde – samt talrige andre personager af forskellig observans.

Vågen frustrationsdrøm

Det er efterhånden aftenen og natten, der aldrig vil slutte. Én lang vågen frustrationsdrøm er hermed filmatiseret, og som sådan er "After Hours" vidunderligt skæv og alternativ, men hele tiden i balance og med skuespillere fuld af indlevelse i de ofte helt aparte roller.

Åbenlys fortællelyst

Fortællelysten er åbenlys fra anslaget, både teknisk og i historiens udvikling, og Scorsese udfordrer hele tiden grænserne for, hvor det åbenlyse og forståelige møder mystikken og det glade vanvid. Det er stærkt underholdende, fordi der aldrig er en hændelse eller rollefigur, der helt kan forudsiges. Alt er oppe i luften.

Sprællevende skrevet

Stort set alle skuespillere glimrer i deres sprællevende skrevne roller, hvad enten de er vægtige eller bittesmå. Og med det herligt nattetomme New York som bagtæppe har Scorsese den perfekte setting for det vågne mareridt. Howard Shores enkle musik er isoleret set klart blandt karrierens mest veloplagte.