Eighth Grade (2018)

    En kejtet og inadvendt teenagepige kæmper for at vinde anerkendelse blandt de mere seje unge på tærsklen til gymnasiet.


    PÅ TÆRSKLEN...

    At det ikke altid er nemt at begå sig som teenager på tærsklen til voksenlivets prøvelser bliver sat mesterligt på spidsen i Bo Burnhams underfundige coming of age-dramakomedie, "Eighth Grade".

     

    Akavede situationer

    Kayla er ikke så udadvendt og grænsesøgende som mange af sine klassekammerater i de døende sommerdage, inden gymnasiet starter. Men hun forsøger – ofte med særdeles akavede og pinlige situationer til følge – at "være som de andre", og det afføder en række oplevelser, som hun reelt slet ikke er klar til.

     

    I flæsket på "lyssky" drifter

    Mange af sekvenserne er som taget ud af ethvert pubertetsbars erfaringsverden – indrammet i en film præget af bittersødme og som ikke er bleg for at gå i flæsket på mange af de "lyssky" drifter, der konstant pumper rundt i det alderssvarende hormonhelvede.

     

    Kommer til kort

    Det mærker Kayla ikke mindst, da hun falder pladask for den seje og flotte Riley (i et formiddabelt portræt af Daniel Zolghadri). Han er et par skridt længere fremme, må Kayla erfare, og da hun forsøger at holde trit, kommer hun alvorligt til kort.

     

    Farverig og ublufærdig

    Stilen er frisk, farverig og ublufærdig, men der er også ofte en stoisk ro (når den opskruede popmusik holder pause), der forplanter sig, så ægtheden og nerven for alvor bider fra sig. Her er blandt andet meget stærke scener mellem en famlende alenefar (Josh Hamilton) og datteren.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, USA, Drama, Psykologisk drama, Komedie, Teenagere, Coming of Age, 93 min.

    Dansk titel: Eighth Grade
    Instr: Bo Burnham Prod: Eli Bush, Scott Rudin, Christopher Storer, Lila Yacoub Manus: Bo Burnham Foto: Andrew Wehde Klip: Jennifer Lilly Mus: Anna Meredith
    Priser
    • SUNDANCE - Audience Award
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Fisher)