Fallen (1998)

Drabsbetjenten John Hobbes (Denzel Washington) må erfare, at der er mere mellem himmel og jord/mord, da han efter overvågelsen af en seriemorders henrettelse kommer ud til en række mord begået efter nøjagtig samme metode. Det er også som om, nogen følger efter ham – men Hobbs kan ikke se ham/hende/den/det. Og kan han egentlig stole på nogen?

Stærk start

"Fallen" starter stærkt i erfarne Gregory Hoblits mainstreamiscenesættelse: Her er der drive og smæk for skillingen, som vi følger gasningen af seriemorderen Edgar Reese (i øvrigt i pænt psykopatspil af Elias Koteas). Men efter en god halv time begynder filmen at skifte ham og drejer ind mod mystikkens og det muligvis overnaturliges overdrev.

Uklædelig slagside

Det giver en tiltagende uklædelig slagside, hvor en heksekedelspringende visuel stil går hånd i hånd med et ekstremt udspartlet, støjende lyd og musiktæppe. Faktisk kunne de "æteriske syner" af noget, der følger efter, godt have hentet inspiration fra science fiction-klassikeren Predator (1987).

Birollefriskhed

Den imponerende stjerneparade af skuespillere lever sig passabelt ind i sagerne, men ikke på noget niveau, der overhovedet tager kegler. Denzel Washington er lidt vag i hovedrollen, hvorimod der er en kende mere friskhed i de mange biroller på den ene og anden side af loven. Hvis man da overhovedet kan regne med det skel.