Det var en lørdag aften (1968)

Der var udbredt begejstring i rødstrømpe- og oprørsåret 1968 over Erik Ballings "nuttede" lille, lommefilosofisk nynnende komedie "Det var en lørdag aften". Anmelderne var særligt vilde med Klaus Rifbjergs manuskript. En enkelt gik så vidt som: "Kulturelt fremstød af vor tids Grundtvig. En sensationel film af Klaus Rifbjerg". Helt så fantastisk, eller nærmere langt fra, opleves hverken film eller manus i dag. Det er en oplevelse absolut helt på det jævne, og det er svært at købe præmissen: Daimi venter på Grunwald, der aldrig kommer.

Og det gør hun, venter. Mens Trine (Daimi)har gang i kødgryderne og forventningens glæde, kommer sømandskæresten Hans (Grunwald) aldrig hjem. Han har nemlig travlt med at drikke bajere og har i det hele taget masser af svinkeærinder, og Daimi ender med at få en lang næse i sin knækorte vinterfrakke.
 

Det smånynnende opstår, når vores hverdagshelte falder i staver og synger sig gennem dagdrømme af lommefilosofisk karakter. Hér fader handlingens dialog ud til fordel for en bagvedliggende musicaldagsorden, der desværre ikke fungerer.

Det er vanskeligt at goutere Daimis særlige facon i hovedrollen, selvom hendes Trine-rollefigur aldrig rigtig kommer i det velkendt brovtende sjette gear. Morten Grunwald er heller ikke interessant i rollen som Hans, og der fornemmes i det hele taget en tendens til venstrehåndarbejde i både iscenesættelse og spil.

Lidt finurlig kant opstår ud af birollerne, hvor både Ove Sprogøe og særligt Poul Bundgaard, Peter Steen og Kirsten Walther giver forprøver på deres varemærkepræstationer i de snarligt forestående Olsen-banden-film. Bent Fabricius-Bjerres underlægningsmusik hører ikke til blandt hans mest ørehængende, også de nævnte nynnesange falder lidt udenfor kategori.