Cahill U.S. Marshal (1973)

    En sherif, der hidtil har forsømt sine to sønner, kan måske vinde dem tilbage, da de præmaturt har hjulpet til med at røve en bank.


    FARMAND FOR ALTID

    Hen imod sit (karrieremæssige) efterår skruede John Wayne en anelse ned for stereotyperne – således også i "Cahill U.S. Marshall", hvor han spiller daddy'en og sheriffen J.D. Cahill, der bestemt aldrig har givet meget af sig selv og sin tid til sine to sønner.

     

    Bonder med sine sønner

    Det ændrer sig, da Cahill får nys om, at sønnike 1 og 2 har deltaget – om end noget i baggrunden – i George Kennedys (med bande) bankrøveri. Cahill må på banen, og undervejs lykkes det ham måske oven i købet at bonde med både teen og tween.

     

    Drævende, håndtam og metaltræt

    Historien i det urklassiske western-manus er ikke filmens stærkeste side. Den er noget drævende, håndtam og metaltræt, og skuespillerne virker for det meste lidt ligeglade med det hele. Det bliver der gjort lidt ved, når de store følelser skal på banen – her må John Wayne bl.a. knibe en (meget bette, naturligvis) tåre for sin genfundne familie.

     

    Alle pengene værd

    Genre-eksperten Andrew W. McLaglens sikre iscenesættelse af det lidt fesne plot er til gengæld alle pengene værd. Således er det bl.a. lykkedes hans cheffotograf Joseph F. Biroc at indramme begivenhederne i en slet og ret sublim fotografering – stjernelækker i alle detaljer, vinklinger og lyssætninger.

     

    Ambitiøs musik

    Elmer Bernsteins musik er – ladt alene – uhyre ambitiøst komponeret. Læg især mærke til musikken til de dramatiske sekvenser. Desværre er tonerne i alt for vid grad kastet ud over hele handlingen, og det tvinger ofte begivenhederne lidt ekstra i knæ.

     

    Komisk slagside

    Filmen har (som vi kender det fra talrige andre Hollywood-westerns fra tiden) en lidt komisk slagside, der nok er tænkt som en "opspæder" til det potentielt betændte far/søn-drama. Men det pletvis pjattede bliver mest en klods om benet: Morsomt er det i hvert fald ikke.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022