Bull (2021)

Med sitrende /slash ekstremstøjende lyddesign og underlægningsmusik ud over det hele levner denne britiske "vold giver magt"-thriller ikke et øre tørt. Men øjnene løber også i vand, for "Bull" er ligeså outreret i sin visuelle stil.

Ved at koge over af hævn

Midaldrende Bull (Neil Maskell) er ved at koge over af hævntørst. Hvorfor, ved vi ikke. Der er gået ti år, siden hans venner og familie sidst så ham, og dengang trampede de på Bull – og dét åbenbart i en grad, at han nu ikke holder sig tilbage for selv den mest bestialske vold.

Skarphvæssede blankvåben

Med skarphvæssede blankvåben i alle størrelser (og et mundtøj ligeså dræbende) sørger Bull nu for, at intet overlades til tilfældighederne. Det efterlader et bjerg af blod og afhuggede lemmer højere end Himmelbjerget.

Overtændt

Én ting er, at "Bull" er overtændt i sin fortællestil. Det har før affødt (nærved) tålelige filmoplevelser. Mere problematisk er måske nok, at den no/nonsense-vulgære historie forekommer noget villet, både i plotstrukturen og hos skuespillerne, der skal forsøge at formidle den.

Yderst velvalgte locations

Tilbage er egentlig kun den visuelt teknisk lækre indpakning, der – bag den outreret sitrende stil – trods alt indgyder respekt og fascination, komplet med en række yderst velvalgte locations til Bulls ugerninger.