The Osterman Weekend (1983)

"What would you do if a total stranger told you that your three closest friends were Soviet agents?" Så kort og kontant bliver plottet i Sam Peckinpahs sidste film, der er baseret på koldkrigsbestselleren af Robert Ludlum, ridset op på filmplakaten.

Et tungt dilemma

Manden, der havner i ovennævnte dilemma, er den konfrontatoriske tv-journalist John Tanner (Rutger Hauer). Han kontaktes af folk, der angivelig er hemmelige CIA-agenter, heriblandt "koordinatoren" Lawrence Fassett (John Hurt).

En (u)hyggelig weekend

Fassett og hans overordnede Maxwell Danforth (Burt Lancaster) kan fortælle – og dokumentere – hvordan Tanners tre bedste venner er sovjetagenter med planer om at få Tanner ned med nakken. Og denne oplysning får Tanner vel at mærke kort tid før, de fire (med koner) skal mødes til deres årlige hyggeweekend i Tanners private hjem...

Tro ikke på alt, du hører

Men skal man tro på alt, hvad man hører... Og hvem er reelt fjenden? Det fabulerer Sam Peckinpah pænt effektivt over i en velspillet krimithriller fuld af twists and turns og æggende mystik.

Påfaldende stjernebesat

"The Osterman Weekend" er påfaldende stjernebesat ned i selv de mindre roller, hvilket bl.a. bunder i, at flere skuespillere var så forhippet på at arbejde sammen med legenden Peckinpah (i dennes forventede efterår), at de gik med til en lavere hyre.

Et par alvorlige konfrontationer

Bedst er en afdæmpet/chokeret Rutger Hauer og en markant "myndig" Craig T. Nelson (med falsk overskæg i filmens titelrolle som Bernard Osterman) – de to har også et par mere alvorlige konfrontationer undervejs, bl.a. i Tanners swimmingpool. De fleste andre roller blegner tidligt: Dennis Hopper kommer aldrig rigtig til fadet, og John Hurts pjattet ondsindede agent Fassett savner lyn i øjnene.

Noget ujævnt eksekveret

Men alt i alt er "The Osterman Weekend" en overraskende saftig, omend noget ujævnt eksekveret koldkrigskrimi. Medtag i dén vurdering det faktum, at Sam Peckinpah var svært sygdsomramt, præget af årelangt misbrug og i flere henseender utilregnelig under optagelserne.

Ukarakteristiske Schifrin-toner

Underlægningsmusikken af Lalo Schifrin er meget ukarakteristisk for den ellers så karakteristiske filmkomponist. Det var vennen Don Siegel, der anbefalede Schifrin til Peckinpah. Tonerne er behageligt tilbagetrukket og som sådan ikke en kvæler.