Universal Soldier (1992)

Blandt genrespecialisten Roland Emmerichs bedste film finder vi denne lidt underkendte 90'er-scifi-actionfilm, der søsætter actionstjernerne Jean-Claude Van Damme og Dolph Lundgren i samme film – og med pæn succes!

Side om side – som fjender

I Vietnamkrigen kæmpede de side om side, men var dybt uenige i fremgangsmetoderne. Derfor var der arvefjendskab imellem dem. Dette fik dog en naturlig ende, da de begge døde i kamp. Men: 25 år senere vækkes de begge til live igen i et nyt, statsligt soldaterprogram.

25 år på frost

Det skal hertil siges, at deres lig i den mellemliggende periode har ligget på is. Allerede sidst i 60'erne havde regeringen nemlig kig på muligheden for, at de en dag kunne tøs op og med et særligt hukommelsesslettende serum i hjernen kunne bruges som en art robotsoldater.

Glimt at fortiden

Problemet er bare, at de optøede kæmper, der nu lyder numrene GR44 og GR13, alligevel får små glimt af fortiden frem på nethinden – og så kan gammelt fjendskab blusse op igen. Her er Van Dammes GR44 – ligesom i Vietnam – den gode af de to, og han får snart Ally Walkers kæphøje journalist Veronica Roberts på slæb, og dermed en ægte levende at beskytte.

Blændende produktionsdesign

Først og fremmest forfører "Universal Soldier" med et blændende produktionsdesign i alt fra slagmarker til den specialbyggede frost-militær-lastbil (soldaterne skal med jævne mellemrum køles ned for ikke at gå til.) Valg af locations vidner også om høj grad af opfindsomhed – for blot at nævne en: Den enorme dæmning tidligt i filmen.

Befriende humor

En befriende humor giver de anspændte situationer og dialoger masser af liv, og løfter Van Damme og Lundgrens stenansigts-prægede præstationer et godt stykke over normal standard for dem begge: De står godt til hinanden.

I den store, underholdende helhed

I den store, underholdende helhed er det lettere at filtrere Christopher Frankes (mærkværdigt) ultragrimme underlægningsmusik fra, ligesom flere perioder med skinger overstyring i både lyd og billede ikke stjæler opmærksomheden totalt i denne, muligvis Roland Emmerichs mest vellykkede film.