Man elsker kun een Gang (1945)

Denne sødsuppede krigstids-musical ejer nok en nuttet umiddelbarhed, men er i det store og hele en kedelig, forloren og yderst billigt udseende romcom. Med datidens store stjerne Hans Kurt i den syngende hovedrolle som postbudet Peter Søborg fortælles historien – ja, tilmed eventyret – om den lille, hårdtarbejdende mand, der pludselig opnår berømmelse og rigdom.

Silkeblød sangstemme

Søborg har nemlig en silkeblød sangstemme, som han får lejlighed til at vibrere med, da en stor musicalstjerne må melde afbud til en topforestilling. Fra den ene dag til den anden er Søborg damernes ven, men det må for alt i verden ikke komme frem, at han er (ny)gift med Else-Maries Susanne... for så ryger hans sprødhed og popularitet nemlig! Der er tænkt på markedsføringen.

Den ægte kærlighed må sejre...

Derfor må parret lade som om, de ikke er gift, mens fremmede damer vimser om Søborg. Alle ønsker de sig en bid af kagen i udtalt snobberi og i håbet om at gifte sig til hurtig rigdom. Men mon ikke den ægte kærlighed trods alt sejrer i sidste ende?

Pap-scenografi

Scenografien må siges at skuffe fælt. Hverken synge/danse-scenerne eller Søborgs nye liv i rige kredse ejer den mindste smule troværdiged. Der er lige klasket et par stykker pap sammen med lidt guldpapir, og så har man et "flot vinduesparti" eller et overklasse-dansegulv.

Kedelige sange

Kai Normann Andersens sange er tilmed kedelige (melodierne tynde, teksterne under lavmål). Blandt birollerne får vi nogle små lyspunkter: Ib Schønberg har gode glimt som hjemme-motionerende generalkonsul, og Randi Michelsen er troværdig som über-snobbet teaterdirektørfrue.