Where Hands Touch (2018)

Lad det være sagt med det samme: Man skal være i melodrama mode, når man giver sig i kast med dette britiske krigsdrama, hvis kernetema – selvom det er baseret på virkelige begivenheder – ikke lader noget glansbillede uopklæbet.

Hudfarven ikke en fordel

Teenagepigen Leyna er født i Tyskland, men det hjælper hende ikke, når hun skal "forklare" sig for nazisterne. Hendes far var nemlig sort, så hendes hudfarve taler ikke til hendes fordel i en hverdag præget af racehad på den brede klinge.

En hård medfart

Hendes hvide mor og den "ariske" bror forsøger efter bedste evne at beskytte Leyna, men forgæves: Ingen "sten i skoen" er uudrystet, og således følger vi Leyna på hendes hårde medfart gennem systemet.

Måske en livline

Men hun har måske en livline. Hitler-Jugend-soldaten Lutz har nemlig forelsket sig i hende. Meget betændt og farligt, og – hvis det bliver opdaget – næsten med sikkerhed med dødelig udgang...

Alt for klistret

Allerede titlen "Where Hands Touch" emmer af ugebladsroman-stemning, og filmen har da også markante slagsider i retning af det alt, alt for klistrede. Det mærkes tidligt – og bliver oftest forstærket af den allestedsnærværende og stemningsdikterende underlægningsmusik.

Flot produktionsdesign

Men filmen redder alligevel sig selv fra den ultimative maveplasker ved at byde på dels hæderligt skuespil (dog må man bide ærgrelsen over de obligatorisk tysk-accent-belemrede replikker i sig) dels af et overbevisende flot produktionsdesign, der rammer både tiden, krigen og kz-lejrlivet rigtig pænt.