Pickpocket (1959)

Forbrydelse betaler sig... måske! I hvert fald erfarer skabs-lommetyven Michel – da han først springer ud – at det giver både gode penge og et sandt rush at lokke kontanter op fra folks lommer og tasker. Godt nok har politiet et vågent øje på ham, men kan de tage ham på fersk gerning?

Kompakt lommetyvs-krimidrama

Robert Bressons kompakte lommetyvs-kriminaldrama er svøbt i instruktørens hoffotograf, Léonce-Henri Burels, lækkert æstetiserede sort/hvide levendegørelse af ovennævnte handling. Og begivenhederne er i Bressons ånd ingenlunde svøbt i musikunderlægning. Heraf følger en stringent, mådeholden filmfortælling, hvor det er overladt til tilskueren selv at sætte stemningerne sammen.

Uforløst fortælling

Uheldigvis er de gode tekniske takter ikke hæftet på en tilsvarende forløsende fortælling. Historien er – i bedste fald – tør, og i "Pickpocket" fungerer Bressons forkærlighed for fortællerstemme absolut ikke sprudlende. I stedet bliver scenerne fra en lommetyvs dagbog nærmest "religiøst" messende, og de mange glimt af tyvens spændingsophobninger og -udløsninger står i helheden uinteressante.

Ingen æggende krimi

Der er hverken ret meget æggende krimi eller psykologisk betændt tæft over "Pickpocket". Filmoplevelesen opleves som et formeksperiment. Ganske vist er den med sine behagelige 76 minutters spilletid skåret ind til benet, men der er alligevel ikke meget ben at gnave af.