Witchfinder General (1968)

Vi befinder os i det herrens år 1645, midt i den engelske borgerkrig. Her har den autoriserede heksejæger, Matthew Hopkins, kronede dage. Han kan skalte og valte med folk og fæ i de engelske landsbyer, og han tøver ikke med at dømme både mænd og kvinder til galgen. Datidens "sikre" metoder for at bestemme, om nogen er en heks, svigter aldrig.

Uventet modstand

Hopkins bruger også sin magt – snart kan han kalde sig heksejæger-general – til at sikre sig selv: Så snart han møder den mindste modstand, får han sine assistener til at yde vold, og så ligger en heksedom jo også ligefor. Spørgsmålet er, om Hopkins kan klare modstanden fra dén unge soldat, der har besluttet at sætte sig op imod ham.

Kompromisløs magtliderlighed

Vincent Price vægtede selv sin præstation i "Witchfinder General" højt, og den garvede (gyser)-skuespiller fanger da også elegant den betændte heksegenerals slibrigt kompromisløse magtliderlighed, så det nærmest driver ned ad hans flot udsmykkede "konge"-kostumer.

Vinklet, farverig og fartglad

Tidsbilledet er i det hele taget rigtig flot ramt. Ud over kostumerne er også scenografien troværdig i alt fra klamme, underjordiske fængselsceller til overklasse-sovekamre. Og i John Coquillons sjovt vinklede, farverige og ofte fartglade fotografering tilføres filmen masser af liv. Det hjælper alt sammen filmen godt på vej i beskrivelsen af den nådesløst meningsløse hærgen mod endestationen, galgebakken på de engelske heder.

Meget fin formidling

Periodisk er filmen temmelig ubehjælpsom i sit fortællemønster, men det går både hurtigt over og er til at tilgive i den generelt meget fine formidling. Derimod er Paul Ferris' nærved konstant tilstedeværende underlægningsmusilk både skinger og en torn i øret.

Endestation for Reeves

"Witchfinder General" blev den talentfulde og visionære instruktør Michael Reeves' sidste film. Han døde kort tid efter færdiggørelsen, kun 25 år gammel. Han led af svære depressioner og søvnløshed, men dén overdosis, han tog, siges at være et uheld.