La ligne de démarcation (1966)

Claude Chabrol beskæftigede sig her for første gange med 2. verdenskrig som tema – nærmere bestemt dén demarkationslinje, som nazisterne trak tværs gennem Frankrig, da de besatte landet... sådan lidt "hertil og ikke længere"-agtigt. Et vanskeligt parløb mellem franskmænd og tyskere udspiller sig herefter på en daglig basis, og det er bestemt ikke ufarligt.

Magnifikt fotograferet

"La ligne de démarcation" er slet og ret magnifikt fotograferet: Cheffotograf Jean Rabier finder detaljer og kompositorisk elegante gyldne snit, særligt i udendørsoptagelserne, og tilfører en yderst stemningsfuld sort/hvid identitet, der sætter en ramme, der sent skal glemmes.

Forførende

Det er afgjort i de – heldigvis mange – udendørs scener, at "La ligne de démarcation" forfører både visuelt og fortællemæssigt. Her behøver der ikke være nogen dialog eller musik – fortællingen former sig allerstærkest, når handlingen netop glider i ét med de smukke omgivelser, uden at overforklare konteksten.

Alt, alt for meget snak

Lange sekvenser med alt, alt for meget snak (særligt, når det kredser om kærligheden) opleves så abolut kunne have været decimeret, til genæld er der bid i både skuespil og humor i mange af situationerne mellem tyske soldater og franske ditto (omend sidstnævnte er sat ud af spillet). Reinhard Koldehoff tager kegler som nazimajor von Pritsch.

Unødvendigt udspartlende

Pierre Jansens (velkomponerede) kammeravantgarde-musikunderlægning er besyndeligt allestedsnærværende, hvilket er lidt usædvanligt for fransk film i perioden. Tilbagetrukket, bevares, men alligevel unødvendigt udspartlende og i længden en killer for tilskuerens mulighed for selv at bearbejde filmen.