No Escape (1994)

I det herrens år 2022 er der nye boller på fængselssuppen, når man har fået en dom. Det må soldaten J.T. Robbins erfare på egen krop og psyke. Myndighederne smider ham ud fra en helikopter på en bjergrig ø midt i det store ocean – herfra er flugt angiveligt ikke en mulighed... af flere årsager.

Ikke ligefrem venligt stemt

For det første er al bevægelse monitoreret af fængselsinspektøren himself fra et centralt sted på fastlandet. For det andet er øen beboet af degenererede, ondskabsfulde, vold-piercede/tatoverede og sadistiske fanger, der bestemt ikke er venligst stemte overfor nye medlemmer. Men Robbins erfarer snart, at øen også bebos af en gruppe mere almindelige og venskabelige fanger. Det er i denne gruppe, han for alvor begynder at planlægge sin flugt.

Fed fremdrift fra første scene

"No Escape" har en fed fremdrift fra første scene: James Bond-instruktøren Martin Campbell sætter ikke lys under skæpper, og den smittende action er smidig og ustoppelig. Alt i alt former det en herligt underholdende og genremæssigt vellykket fængselsfilm – for selvom fængslet er rykket udendørs, er klaustrofobien stadig tyk.

Skuespillerne boltrer sig

Der er lagt et kæmpe arbejde i scenografien, på den "gammeldags" måde – altså uden for meget computeranimation. Skuespillerne boltrer sig veloplagt i de sprøde og kreativt udførte kulisser, på et smukt baggrundstæppe af vild bjergnatur (filmen er optaget i Australien.) Særligt skurkene har en fest: Stuart Wilson spræller herligt med halen som den kompromisløse – og julesangs-nynnende – Walter Marek.

Ved at gå op i flammer

At filmen er fuld af vulgært optegnede, sort/hvide stereotyper og periodisk er så overtændt, at biograflærredet/tv-skærmen er ved at gå i flammer, var nok forventeligt på forhånd og er som sådan ikke en total klods om benet på en befriende ligefrem action-filmoplevelse.