The Alpinist (2021)

At der nogen gange ikke er langt mellem det frie liv og det frie fald, beviser denne biografiske dokumentar om bjergbestigeren Marc-André LeClerc. Strikket sammen som en slags hyldest til klatreren, følger vi LeClerc, både når han stiger til vejrs, og er i frit fald – så at sige.

Svært ved at sidde stille

Vi får baggrundsviden om ham, hvordan han voksede op, fik en diagnose og havde svært ved at sidde stille, indtil han fandt sin religion: Bjergbestigning. Men som bekendt er dette en farlig religion, noget, en fare, Marc må trodse for at kunne udleve sine vilde drømme om at nå til tops på helt umulige bjergtinder.
 

Decideret bjergtagende

Helt som ventet er dokumentaren decideret bjergtagende, når kamerafolkene og Marc selv filmer de mange ture mod toppe – flere af dem direkte lodret opad, nogle af dem sågar via frosne isvandfald. Det giver svedige håndflader og en sød kilden under tæerne at betragte de rent ud sagt hovedløse missioner.
 

Rigelige mængder interviews

Langt mindre interessant er de alt rigelige mængder af interviews med Marcs familie, kæreste, kolleger og venner – disse situationer bliver, ligesom i talrige andre dokumentarer, meget stereotype og personforherligende. Samtidig sørger en allestedsnærværende, kvælende og (niveaumæssigt) dialog-overskyggende underlægningsmusik for at tilskueren ikke skal føle sig “usikker” i mødet med begivenhederne.
 

Hjerteslaget dikterer stemningen

I hvert fald én sekvens, hvor Marc klatrer højt hævet over jorden, er fritaget for musik – og denne sekvens er i meget høj grad fortryllende, bjergtagende og tankevækkende. For her er det hjerteslaget og adrenalinen selv, der dikterer stemningen.