Prästänkan (1920)

    Da en ung præst får et embede i et lille norsk lokalsamfund i 1600-tallet, bliver den gamle enke efter den afdøde præst hans kone.


    ÆTSENDE ELEGANT KAMMERSPIL

    + PLUS: spil | locations | lys | foto | autenticitet
    -MINUS:

     

    Carl Th. Dreyer drejede dette ætsende elegante kammerspil i Norge, for svenske midler og med skandinaviske skuespillere. "Prästänkan" emmer af autenticitet, idet instruktørens velkendte kompromisløshed fordrede 100 % nærvær og perfektion – således er hele filmen optaget on location på et lille frilandsmuseum ved Lillehammer.

     

    En enke med i købet

    Da den unge præst Søfren søger et embede som præst i 1600-tallets Norge, har han glemt at tjekke "det med småt". Traditionerne foreskriver, at enken efter foregående præst følger med i købet – i dette tilfælde den 75+-årige Margrethe Pedersdotter.

     

    En umenneskelig prøvelse

    Det er en streg i regningen, for Søfren er forelsket i Mari. Og i Margrethes jerngreb levnes absolut ingen plads til udenomsægteskabelige ærinder. Det kan meget vel gå hen og blive en umenneskelig prøvelse for det unge par.

     

    Historisk æggende

    Dreyers arbejde med de gamle bygninger er fænomenalt. På intet tidspunkt anvendes kulisser – vi er med andre ord vidner til et drama "optaget" i 1600-tallet. Af samme grund kan man argumentere for, at "Prästänkan" er tidløs. I hvert fald er dramaet ligeså historisk æggende og højdramatisk som for 100 år siden.

     

    Blændende lyssat og fotograferet

    George Schnéevoigts fotografering og den i mere end én forstand blændende lyssætning (skuespillerne fik ondt i øjnene af de mange kraftige projektører) sætter dramaet så meget i liv, at situationerne kryber under huden. Selvsagt også formidlet af de velinstruerede og indsigtsfulde spillere, der leverer skønne præstationer på en baggrund af bjælkehytte og norske fjelde.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1920, Sverige, Drama, 94 min.

    Dansk titel: Præsteenken
    Instr: Carl Theodor Dreyer Manus: Carl Theodor Dreyer Baseret på: historie af Kristofer Janson Foto: George Schnéevoigt
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation