Jeg mødte en Morder (1943)

Denne meget typiske danske 1940'er-noir-krimi er klart bedst i sine indledende sekvenser. Her er der nemlig vild nerve og indlevelse i mand/kvinde-skænderiet mellem hr. og fru gårdejer Nielsen. Der er had i luften, hvilket særligt Inge Hvid-Møller formidler i en beundringsværdig, men alt for kort optræden.

Bundforudsigelig

Herefter udvikler "Jeg mødte en Morder" sig hurtigt til en bundforudsigelig, lidt tør – og teknisk kedelig – kriminalgåde med utroværdige underliggende erotiske vibrationer: De opstår, da gårdejeren Henrik Nielsen (Mogens Wieth) på flugt efter mordet på sin kone holdes skjult i forfatterinden Eva Saabyes (Berthe Qvistgaard) sommerhus.

Aldrig æggende

Her forfalder både Mogens Wieth og Berthe Qvistgaard til overspil (Wieth desværre af den mere teatralske variant). Og det uundgåelige politi på sporet-drama bliver aldrig tilnærmelsesvist æggende, selvom den åbne slutning ejer en vis suspense.

Vulgært og højtbelagt

Her savnes mere bid i den kriminelle ugerning og dens mentale efterveer. Det behøver ikke være så meget andet end de blotte antydninger. De ville stå så meget stærkere end det ofte vulgære og meget højtbelagte udtryk, som filmen dyrker – komplet med svulstig Sven Gyldmark-musik.

Udtalt studieoptaget

Udtalt studieoptaget, men med fine afstikkere til landlig udendørsidyl (særligt i starten). Erling Schroeder leverer en varemærke-grå birollepræstion som godsejeren Dinesen, der ikke rigtig får sine romantiske tilnærmelser gengældt.