Don Juan DeMarco (1994)

Outreret vammelt, sødladent og pladder-romantisk slæber "Don Juan DeMarco" sig afsted. Som en slags "hyldest til kvindekønnet" smøres der tykt på med erotiske klichéer, men de opleves uheldigvis mere som ynkelige – og en smule nedsættende – end frække og troværdige.

1500+ kvinder på samvittigheden

Johnny Depps rollefigur hævder, at han er Don Juan DeMarco – kvindebedåreren over dem alle, med flere end 1500 skibsbrikseventyr på samvittigheden... Han klæder sig i kappe og ansigtsmaske, men han bærer på én stor sorg: Den eneste kvinde blandt de 1502, som han reelt elsker, har vendt ham ryggen.

Erotisk smittende

Marlon Brandos psykiater Jack Mickler er på sagen. Han har det ene ben i pensionisttilværelsen, og hans eget parforhold derhjemme er måske gået lidt i hårdknude. Men da han begynder at have samtaler med Don, åbner der sig en verden af smittende erotiske spændinger. Er Don i virkeligheden Don?

Slibrigt glansbillede

Efter en passabel åbning, hvor vi præsenteres for den sære forfører i en moderne storby, styrtdykker niveauet. Dette skyldes i høj grad de alenlange og slibrigt glansbilledeprægede "tilbageblik" på Don Juans opvækst.

En opdagelsesrejse

Her fortæller han, hvordan han helt fra barndommen var dybt fascineret af kvindekønnet. Han gik på opdagelse – og i dag har han svaret på alt, der kan tilfredsstille kvinder på en skibsbriks! Noget, der nemt kan inspirere tyksakken Dr. Mickler, når han kommer hjem til lillemor (Faye Dunaway).

I den lettere dekadente ende

Med sine overdrevne (seksuel fantasi)-rosenrøde farver og sin nærved konstante musikunderlægning (der spinder en evindelig ende på den Golden Globe- og Oscarnominerede "Have You Ever Really Loved a Woman"), er denne romcom i den lettere dekadente ende. Man skal være gjort af et sukkersødt stykke for at kunne værdsætte filmens syn på kvinder, erotik og romantik.