Disgrace (2008)

Fascinerende, til tider nærmest hypnotiserende, filmatisering af sydafrikanske J.M. Coetzees roman af samme navn. "Disgrace" tager sig behændigt – og relativt enkelt – af flere meget komplicerede emner. Vi stifter med det samme bekendtskab med John Malkovichs Cape Town-universitetsprofessor David Lurie.

Vild med kvinder

Han er vild med kvinder – de er nærmest en besættelse for ham. Derfor sørger han også for at nedlægge dem på stribe. Men det bliver et problem, da han begynder at gå i flæsket på sine studiner. Derfor flytter han snart på landet hos sin enlige, lesbiske datter Lucy.

Tilsyneladende idyl

Herude, hvor kragerne forlængst er vendt om, ånder alt tilsyneladende fred og idyl. Men David er uhyggeligt opmærksom på farerne ved at bo så isoleret – en fare, som han og datteren snart får at føle på egen krop og sjæl, og som kommer til at sætte dybe spor i dem begge i et post-apartheid'sk drama.

Dramaet kommer indfra

Selvom dramaerne således er til at tage og føle på i "Disgrace", er en af filmens primære kvaliteter, at de væsentlige dramaer kommer indefra. Filmoplevelsen er absolut ikke ude i et ærinde, hvor den oversælger sine budskaber på form, spil og ekstra virkemidler.

Afdæmpet, afventende, afvæbnende

Stilen er afdæmpet, afventende, afvæbnende – og hermed så meget mere æggende, interessevækkende og intimiderende, både i scener med hvilepuls, og når tingene spidser til. Det gør "Disgrace" til et raffineret møde, der hele tiden fastholder og forundrer, meget langt fra mainstream og skabelonfortælling.

Sårbar myndighed

John Malkovich præsterer med sårbar myndighed i en dobbelt-betændt rolle, hvor han både forsøger at navigere i den "forbudte kærlighed" til unge kvinder – og er temmelig afklaret i sine "ugerninger", hvilket i sig selv er befriende. Herudover er han faren, der må se sin datter (markant præstation af Jessica Haines) gennemleve et mareridt, som han er ude af stand til at rådgive hende i. Han får simpelthen ikke lov. Og i sin fritid hjælper han til på en dyreklinik med at aflive herreløse hunde: Endnu et sart perspektiv på begivenhederne.

Køligt distancerende

De støvede, sydafrikanske bjerglandskaber former en elegant og samtidig køligt distancerende, fremmedartet kulisse – og så er her behageligt lidt underlægningsmusik, hvilket forstærker den indefrakommende nerve betragteligt.