Komtessen (1961)

Idyl efter klassisk opskrift: Et pigebarn fødes, forbyttes, vokser op – og bliver rebel! Hun anbringes på et hjem under en streng forstanderinde, inden hun kommer i pleje og siden opdager sandheden om sin forbyttede identitet.

På vej mod voksendommen
Vi er i selskab med Male Schwartz’ Betina Mogensen, der i denne ugebladsroman-filmatisering er udstyret med knaldrødfarvet manke. Som 25-årig skal hun illudere teenager in revolt, og prøvelser kommer der nok af på hendes vej mod voksendommen.

Strenge opdragelsestraditioner
Anbragt under Maria Garlands strenge opdragelsestraditioner har Betina ikke meget frihed. Og det bliver kun lidt bedre, da hun kommer i pleje hos Kjeld Jacobsens gartner, Kyle. Han har en syg kone liggende i huset og bliver liderlig af at gå op og ned af skønheden Betina.

En lykkelig familie?
Heldigvis krydser Betinas veje komtesse Maria Hardenborg og hendes familie. Det skal nemlig vise sig, at de var de to babyer, der i sin tid blev forbyttet hos jordemoderen. Så måske er der alligevel håb for en lykkelig familiesammensmeltning.

Fyr, flamme og realist
En kritiker i samtiden var både fyr, flamme og realist i sin anmeldelse, hvor filmen blev kaldt moderne, elegant, raffineret og overlegen. Men samtidig også for en rystende dum film, som man gik opløftet fra trods dens svage sider.

Pænt eksekveret
"Komtessen" er uden tvivl ganske pænt eksekveret i Henning Bendtsens stilsikre farvefotografering med mange fine idylliske landskabsperspektiveringer (primært optaget ved Kyndby Huse). Iscenesættelsen er rask og nævenyttig, mens plottet er den klart svageste side.

Tykt romantiseret
For idyllen og forbytningsdramet er tykt romantiseret, hvilket begrænser udfoldelsesmulighederne markant. Det hele bliver langt mere rosenrødt end et glansbillede – hvilket ironisk nok udgør filmens primære underholdningsværdi.

Betaget af indpakningen
Anmelderne var faktisk temmelig betaget af den lækre indpakning og i mindre grad fokuseret på det åbenlyse glansbillede: "Pænt spillet og smukt fotograferet", "God instruktion giver god folkekomedie", "Man aner en lysning i den danske spillefilms tusmørke", "Hvor er det dog en elegant tilberedning: Atmosfæren i de grevelige saloner er ikke ganske fri for en vis klæbrighed, men tilsat de mere håndfaste glimt af en flok forsorne pigebørn fra hjemmet, går det akkurat" og "Slet ikke ueffen som underholdning af letteste kavaleri."

Ikke troværdig
Malene Schwartz er for det første ikke i nærheden af at være troværdig 17-årig, og desuden synes hun fejlcastet som rebelsk og utilpasset oprørerske. Der er flere eksempler på det forudsigeligt typecastede, men selvom Maria Garland er streng og ubarmhjertig (med sin teaterdiktion) som forstanderinde, bliver hun alligevel en af filmens bedste bekendtskaber.

Fyldscener og tam musik
Fyldscenerne med Ebbe Langberg og Henning Palners prutbils-racing over mark og vang er fuldkommen malplacerede. Svend Erik Tarps musik er frisk, men ukarakteristisk.