Sirup (1990)

Helle Ryslinges "Sirup" er først og fremmest vanskelig at elske, fordi filmen ikke kender nogen besøgelsestid overhovedet. Det er ellers ikke svært at forestille sig, hvad den klæbrige fortælling havde kunnet udrette – hvis formidlingen havde været stringent og langt mere (ord)knap.

Bid i røven

Københavnergalleriejeren Lasse (Peter Hesse Overgaard) er meget forfængelig. Han nasser på sine venner og er udtalt jaloux anlagt. Og det begynder efterhånden at bide ham i røven – også i det friske forhold til kæresten Ditte (Kirsten Lehfeldt).

Overfyldt, uden smag

"Sirup" er, hvad der kaldes en overfyldt komedie: For mange kalorier og samtidig uden ret meget smag. Det kommer til udtryk særligt i måden at samfundsvinkle komikken på – i framings, hvor der hele tiden sker mange (kækt musikunderlagte) forskellige ting på én gang.

Gode intentioner druknes

Altså ingen centrering, ingen fokus, og i stedet masser af støj og absurditet, hvor det ene dybt uvedkommende (falde på halen)-komiske optrin efter det andet drukner enhver dygtigt tænkt intention. Skægt bliver det aldrig, men der mærkes en grøde af opfindsomhed og hvas samfundssatire bag de mislykkede fagter.

Småsjove situationer

Peter Hesse Overgaard har et par rimeligt småsjove situationer at spille på (herunder ikke scenen, hvor han ruller sin slatne tissemand ind i et stykke bolledej – denne happening tangerer det direkte frastødende.) Kirsten Lehfeldt har nul rollefigur at spille op ad, ligesom birollegalleriet tynges af tåbelige situationer og ikke mindst replikker. En meget anonym Steen Svare modtog en Bodil for sin birollepræstation.