Sirup (1990)

    En jaloux og ynkelig københavner-galleriejer er godt i gang med at støde alt og alle fra sig, også den nye kæreste.


    HUND I ET SPIL KEGLER

    + PLUS: enkelte kejtede situationer
    -MINUS: overfyldt | overlang | kender ikke besøgelsestid

     

    Helle Ryslinges "Sirup" er først og fremmest vanskelig at elske, fordi filmen ikke kender nogen besøgelsestid overhovedet. Det er ellers ikke svært at forestille sig, hvad den klæbrige fortælling havde kunnet udrette - hvis formidlingen havde været stringent og langt mere (ord)knap.

     

    Bid i røven

    Københavner-galleriejeren Lasse er meget forfængelig. Han nasser på sine venner og er udtalt jaloux. Og det begynder efterhånden at bide ham i røven - også i det friske forhold til kæresten Ditte.

     

    Overfyldt, uden smag

    "Sirup" er, hvad man kalde en overfyldt komedie: For mange kalorier og samtidig uden ret meget smag. Det giver sig udslag særligt i måden at samfunds-vinkle komikken på - i framings, hvor der hele tiden sker mange (kækt musikunderlagte) forskellige ting på én gang.

     

    Gode intentioner druknes

    Altså ingen centrering, ingen fokus, og i stedet masser af støj og absurditet, hvor det ene dybt uvedkommende (falde-på-halen)-komiske optrin efter det andet drukner enhver dygtigt tænkt intention. Skægt bliver det aldrig, men man mærker en grøde af opfindsomhed og hvas samfundssatire bag de mislykkede fagter.

     

    Småsjove situationer

    Peter Hesse Overgaard har et par rimeligt småsjove situationer at spille på (men ikke scenen, hvor han ruller sin slatne tissemand ind i et stykke bolledej - denne happening tangerer det direkte frastødende.) Kirsten Lehfeldt har nul rollefigur at spille op ad, ligesom birollegalleriet tynges af tåbelige situationer og ikke mindst replikker. En meget anonym Steen Svare modtog en Bodil for sin birollepræstation.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021