The Chant of Jimmie Blacksmith (1978)
En ung australsk mand, halvt indfødt, halvt hvid, bliver genstand for så meget fornedrelse, at filmen knækker, og han tager flugten.
BLODRØD RACISME
Særegen, smuk og tankevækkende australsk filmoplevelse, der i dén grad sætter racismen på spidsen: "The Chant of Jimmie Blacksmith" fortæller det virkelige livs historie om den unge mand Jimmie (Tommy Lewis), der er halvt indfødt, halvt hvid. Omkring år 1900 oplever han racismen på egen krop og sjæl, og det kan ikke blive ved med at gå godt.
Et bredt blodspor
Efterhånden bliver Jimmie så trængt op i en krog, at han koger over i en blanding af raseri og hævntørst, og han må tage flugten sammen med sin bror – kun for at efterlade sig et endnu bredere blodspor.
Klædelig ærefrygt
Fred Schepisi går til det historiske stof med en pæn portion klædelig ærefrygt. Filmoplevelsen er, sin barske og blodige udvikling til trods, smukt jordbundet og uden store armbevægelser.
Tankevækkende perspektiv
En fænomenal inddragelse af vild australsk natur sætter stemningerne i tankevækkende perspektiv, og det bliver der brug for. Det er ikke kost for svage maver og sjæle – det virkelige livs kompromisløse hævntogt kan i dén grad tage jord med.
Størst spil i birollerne
Det største spil finder vi i birollepræstationer fra blandt andre den alkoholiserede ordensmagt Farrell (Ray Barrett) og skolelærergidslet McCready (Peter Carroll) med de tiltagende svage luftveje. Desværre mangler der lige den sidste pondus i Tommy Lewis' hovedrollepræstation.
Smukt balanceret reallyd
"The Chant of Jimmie Blacksmith", der var i hovedkonkurrence på filmfestivalen i Cannes, er i vid udstrækning fritaget for underlægningsmusik. Så meget desto mere grund til at nyde det smukt balancerede reallydsbillede, komplet med vild, australsk fuglesang.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1978, Australien, Drama, Krimi, Biografi, Historie, Bjerge på film, Børn på film, 122 min.
Dansk titel: Jimmie Blacksmith- Tommy Lewis (Jimmie Blacksmith)
- Ray Barrett (Farrell)
- Jack Thompson (Rev. Neville)
- Steve Dodd (Tabidgi)
- Peter Carroll (McCready)
- Tim Robertson (Healey)
- Arthur Dignam (Butcher Customer)
- Bryan Brown (Shearer)
- John Jarratt (Michaels)
- Lauren Hutton (Mindre rolle)
- Ray Meagher (Dud Edmonds)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN - Palme d'Or-nominering