Casino (1995)

    En kasinochef og en mafiaboss er bedste venner, men det ændrer sig snart: Grådighed, penge og magt kommer på tværs.


    (LIDT FOR) ÆSTETISERET

    Typisk storstilet Scorsese-helaftensfilm, der ingenlunde sætter sit lys under en skæppe: Tre timers spilletid, en stjernebesætning af en anden verden, og en visuel indpakning, der kan give selv den mest sammenbidt surmulende julelys i øjnene.

     

    Scorseses yndlingstema

    "Casino" kredser om et af Scorsese helt store yndlingstemaer: Mafiaen. Her får han nemlig – serveret på et sølvfad – kernebegreber som magt, grådighed, (æres)drab, penge, og som regel også lækre, villige damer at arbejde med.

     

    Genrespecifikke hverdagsproblemer

    Disse genrespecifikke hverdagsproblemer må den nyslåede kasinoejer Sam Rothstein, blandt venner kaldet Ace, (Robert De Niro) lære at tumle i, hvis han og hans forretning skal overleve i flamboyante Las Vegas.

     

    Bedste venner, men...

    For selvom han er bedste venner med mafiabossen Nicky Santoro (Joe Pesci), kan alt sættes på spil, så snart bølgerne går højt – og dét kommer de i sandhed til at gøre.

     

    Eklatant lækkerbiskenfotografering

    Med eklatant lækkerbiskenfotografering af Robert Richardson (forkærligheden til frøperspektivet fornægter sig ikke), en pletfri, bekostet scenografi og et vidunderligt, detaljemættet skuespil er underholdningsværdien reelt tårnhøj – lige fra den spektakulært lækre titelsekvens.

     

    Som fisk i vandet

    Robert De Niro og Joe Pesci trives som fisk i vandet i det efterhånden svært betændte forhold, ligesom Golden Globe-præmierede Sharon Stone er vidunderlig som vampen Ginger, der bag den villige facade gemmer på en egen vilje af stål.

     

    Dominerende greb

    Den fra første scene anslåede "fortæller i tilbageblik"-fortællestil af hhv. De Niro og Pesci er et trick, som stort set kun Scorsese praktiserer udtalt. I "Casino" bliver det ganske enkelt for dominerende, idet fokus i nogen grad fjernes fra hér og nu-begivenhederne.

     

    (Non-stop)musik

    Og den outrerede (non-stop)anvendelse af tidstypiske evergreens (= 62 stk.) i form af jazz og pop er kvælende, at toppen simpelthen tages af enhver tænkelig autenticitet, lige fra ømme kærlighedsscener til rå, ubarmhjertige hævnaktioner, der kræver menneskeliv i flæng.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026