Europa (1991)

Lars von Triers første rigtigt internationale filmproduktion er afgjort ikke en film for det brede publikum. Tværtimod er "Europa" en filmoplevelse, der vil glæde og fascinere den æstetisk anlagte cineast, mens den givet vil frastøde alle med hang til kausalitet og dybere sammenhængskraft.

Stiliseret formeksperiment

Mere end noget andet udgør "Europa"s to timer et klassisk trier'sk, stiliseret formeksperiment, hvor skuespillerne først og fremmest agerer statuariske pejlemærker i en verden af frydefuldt smuk og tungt symbolladet filmæstetik.

Tyskland, 1945

Tematisk let beslægtet med Triers afgangsfilm Befrielsesbilleder (1982) er nazisterne et kernetema: Tyskland, 1945. Lige på den anden side af 2. verdenskrig får amerikaneren Leopold Kessler arbejde ved den tyske jernbane. Han har tyske forældre og oplever på sine rejser med statsbanerne meget andet end det almindeligt forventelige.

En nation i opløsning

Han bliver vidne til en nation i opløsning, mens datteren af jernbanedirektøren forelsker sig i ham. Men hun har forbindelser til de såkaldte "varulve", en gruppe vedholdende, fanatiske nazister, der terroriserer besættelsesmagten og bl.a. bruger børn i deres sabotage.

Formeksperimentets svære kunst

I lyset af Triers senere internationale storfilm med stjerneskuespillere i snart sagt alle roller står "Europa" ret enestående som tidlig elegance udi stil- og formeksperimentets svære kunst. For når tonen i både lyd og billede er krævende, vækkes sanserne på andre og mere bredspektrede præmisser – en formidlingskunst, Trier mestrede allerede i sine tidlige film.

Vanskelige koder

Hoved og hale (narrativt betragtet) kommer i anden række. Og så længe, instruktørens besættelse af form ikke bliver fuldstændig på bekostning af indholdet, æder man gerne de vanskelige koder i en handling, der er både fragmentarisk og svær at gengive i detaljer.

Ringen er sluttet

Trier fik her mulighed for bl.a. at samarbejde med Dreyer-fotografen Henning Bendtsen, så inspirationsringen i dén grad føles sluttet. Og i den magisk sort/hvide, nærmest drømmeagtige indfangelse af togrejsernes stemninger opstår en hypnotiserende virkning, der er næsten umulig at ryste af sig.

Uophørlig lokomotivpuls

Det er toget, der med sin uophørlige puls spiller "Europa"s centrale hovedrolle, og æstetikken centrerer sig i vid udstrækning om fremdriftens farefulde energier, både i interiør- og eksteriørscenerne, men selvsagt mest direkte, når togets prustende jern-mod-jern er direkte synlig.

Mærkværdige spind

Skuespillet finder beundringsværdigt tråde i det mærkværdige spind af en historie og former blændende præstationer fra bl.a. Jean-Marc Barr, Barbara Sukowa, Udo Kier og Ernst-Hugo Järegård. Og også i mindre roller er der meget godt at hente fra kendte danske spillere.