Some Kind of Wonderful (1987)

Howard Deutch instruerer her et vaskeægte varemærke-John Hughes-ungdomsdrama, nærmest bøjet i neon: "Some Kind of Wonderful" sætter en håndfuld gymnasieskæbner i svingninger med de farvestrålende 1980'ere som sprødsød platform.

Kejtet genert + populært smuk

Den lidt kejtet generte, rødhårede Keith Nelson (Eric Stoltz) er kær i populærsmukke Amanda Jones (Lea Thompson), der omvendt er i kærestekløerne på den selvsikre Hardy Jenns (Craig Sheffer). Da Keith spørger Amanda, om hun vil med på date, er det på et tidspunkt, hvor Amanda er ved at være godt træt af Hardys dominans (og sidespring).

Ikke helt gennemtænkt

Men Keith har vist ikke helt gennemtænkt, hvad ham Hardy kan finde på, når han ser sin babe i armene på rødtoppen. Samtidig udvikler Keith et venskab med skolens (vistnok lesbiske) Watts (Mary Stuart Masterson), og hun bliver forvirret... Ham Keith er egentlig ret cute...

(Ufrivilligt) komisk

Der er – næsten – ikke dén oplagte sten, der ikke bliver vendt i Hughes' noget klichéprægede manus, og dét faktum koblet med en temmelig (ufrivilligt) komisk dyrkelse af arketyper giver dramaet et noget vaklende skær.

Sødmen består

Sødmen består dog og holder sig ikke tilbage: Spillet er fair, og kulissen herligt tidstypisk. Oceaner af popsange (= 16 stk.) popper op og ud af både handling, biler og ingenting. Tid til eftertanke bliver her ikke tale om.