Stjerneskud (1947)

Fatalt gumetung og tilsvarende tumpedum metafarce, der sætter Osvald Helmuth og den i Norge samtids-hittende Einar Sissener i scene – som henholdvis sig selv #A og sig selv #B.

Jammerlig begyndelse

Til at begynde med – og et langt stykke derudad – er det faktisk slet ikke muligt at forestille sig, at "Stjerneskud" kommer til at kaste så meget som en eneste tålelig scene af sig. Men der sker heldigvis en vis "udvikling".

Magien opstår

For magien opstår, uventet i sammenhængen, da Osvald Helmuth går solo og "syngesnakker" en lille håndfuld viser: Afgjort mest sværmerisk, da han med Langelinjekajen som baggrund drømmesynger om verden derude... på det åbne hav. Men også "Konen, Kællingen, Madammen" er et betagende og rørende studie i Helmuths enestående visesangertalent – og i hans kameratække.

Pusterum fra "handlingen"

Og sangsekvenserne er lange, nogle gange nærmere fem minutter – hvilket udgør helt nødvendige pusterum fra den øvrige "handling". De mange pjatterier mellem Helmuth og Sissener er nemlig så fladpandede, at selv den mest lagkagekomikelskende formodentlig må korse sig.

Fine billeder af København

Når herlighederne (sjældent) bevæger sig udendørs, får vi et skønt billede af København anno lige efter krigen (en på gaden fortravlet Ib Schønberg optræder i karrierens velsagtens mindste rolle, da han belæsset med pakker vinker til d'herrer i et splitsekund.)

Ukritisk klippet

Alt i alt udgør "Stjerneskud" en yderst mærkværdig og ukritisk klippet omgang sketchkomik. I dag mest interessant, fordi den iscenesætter Osvald Helmuth i hans fulde potentiale i viserne – og fordi filmen betød debut til Dirch Passer i en mikrorolle som jaloux og hårdtslående pensionatsgemal.