Tror du jeg er født i Gaar! (1941)

    En arveonkel efterlader sin en større sum penge. Men de efterladte er meget uenige om udbyttet. Testamentet får lov at diktere.


    VELOPLAGTE LØJER

    + PLUS: timing | hjertelighed | spil | tidsbillede
    -MINUS: gumpetung teknik | tendenser til plat-pjat

     

    En dansk krigstids-folkekomedie behøver ikke at have opfundet den dybe tallerken for at være veloplagt og bringe smilene frem. Og en sådan filmoplevelse er netop "Tror du jeg er født i Gaar!" - oven i købet beriget med en af kun to danske hovedrolle-optrædener af den talentfulde Max Hansen (den anden var Wienerbarnet, også fra 1941.)

     

    Ingen selvhævdelse

    Hansens betuttede kontorist Cornelius Nielsen er en blandt flere arvinge til en nyligt afdød rigmandsonkel. Han er den eneste af de forsamlede arvinge, der ikke snobber og selvhævder. Egentlig er han helst fri for penge.

     

    Diverse krumspring

    Men han skal snart lære at omstille sig, for onklen har udfærdiget et yderst opfindsomt testamente, der bl.a. indeholder en lille leg rundt om bordet med overretssagføreren, før arven kan finde sin ejermand. Og herfra er der så dømt diverse krumspring og beskidte tricks fra de øvrige (og oversete) arvinge for at få fat i moneterne fra den blåøjede Cornelius.

     

    Lyn i plot og spil

    Teknisk gumpetung og ensidig, men med tilpas meget lyn i plot og spil til at give løjerne smittende ild i halen. Max Hansen er dejligt afdæmpet, sød og relativt troværdig i hovedrollen. Det var et vovestykke for Hansen at indspille film under krigen - han var både ophavsmand til tyskerkritiske sange og havde jødisk baggrund.

     

    Stjæler billedet

    Blandt birollerne overstråler særligt to gamle koner alle andre: Mathilde Nielsen og Petrine Sonne stjæler billedet i de få scener, de optræder som frøkenerne Møller (Sonne er vist lidt gak, som Nielsen antyder - og begynder da også i tide og utide at synge upassende numse-sange og røre umotiveret ved de unge herrer!)

     

    Hjerteligheden er nærværende

    Hjerteligheden er nærværende, også når Max Hansen tre gange bryder ud i sang med den karakteristiske wiener-accent - den sidste sang i filmen indrammer (og afvæbner) i øvrigt krigs-samtidens afsavn på bedste vis.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021