Tror du jeg er født i Gaar! (1941)

En dansk krigstidsfolkekomedie behøver ikke at have opfundet den dybe tallerken for at være veloplagt og bringe smilene frem. Og en sådan filmoplevelse er netop "Tror du jeg er født i Gaar!" – ovenikøbet beriget med en af kun to danske hovedrolleoptrædener af den talentfulde Max Hansen (den anden var Wienerbarnet, også fra 1941.)

Ingen selvhævdelse

Den betuttede kontorist Cornelius Nielsen (Max Hansen) er én blandt flere arvinge til en nyligt afdød rigmandsonkel. Han er den eneste af de forsamlede arvinge, der ikke snobber og selvhævder. Egentlig er han helst fri for penge.

Diverse krumspring

Men han skal snart lære at omstille sig, for onklen har udfærdiget et yderst opfindsomt testamente, der bl.a. indeholder en lille leg rundt om bordet med overretssagføreren, før arven kan finde sin ejermand. Og herfra er der så dømt diverse krumspring og beskidte tricks fra de øvrige (og oversete) arvinger for at få fat i moneterne fra den blåøjede Cornelius.

Lyn i plot og spil

Teknisk gumpetung og ensidig, men med tilpas meget lyn i plot og spil til at give løjerne smittende ild i halen. Max Hansen er dejligt afdæmpet, sød og relativt troværdig i hovedrollen. Det var et vovestykke for Hansen at indspille film under krigen – han var både ophavsmand til tyskerkritiske sange og havde jødisk baggrund.

Stjæler billedet

Blandt birollerne overstråler særligt to gamle koner alle andre: Mathilde Nielsen og Petrine Sonne stjæler billedet i de få scener, de optræder i som frøkenerne Møller (Sonne er vist lidt gak, som Nielsen antyder – og hun begynder da også i tide og utide at synge upassende numsesange og røre umotiveret ved de unge herrer!)

Hjerteligheden er nærværende

Hjerteligheden er nærværende, også når Max Hansen tre gange bryder ud i sang med den karakteristiske wieneraccent – den sidste sang i filmen indrammer (og afvæbner) i øvrigt krigssamtidens afsavn på bedste vis.