Jensen længe leve (1965)

Der er i vid udstrækning "fri leg" i dette overpjattede og noget konstruerede, genrekonglomeriske komediekriminallystspil. Lau Lauritzen iscenesætter sådan lidt en passant og uden at skele til en overordnet styring.

Et lig på vandring

Liget af marskandiseren Jensen dukker op på de mærkeligste steder, hvilket bevirker, at den ene betuttede tilfældige efter den anden tror, at han er gerningsmanden, der har slået Jensen ihjel! Hvad enten, det drejer sig om en lige højre på havnen eller en påkørsel på en mørk landevej. Rent faktisk er der ikke nogen, der er skyldige i noget som helst. Det ved de bare ikke, før sandhederne kommer på bordet sent i løjerne.

I underholdningens tjeneste

Implicerede i Jensens "liggang" er blandt andre den nyløsladte Egon (Willy Rathnov), den koneutro direktør Landstrup (Preben Mahrt) og den jævne værtshusstamgæst Nalle (Bertel Lauring). Og filmen beriger så i underholdningens tjeneste disse typer med sidehistorier og bipersoner.

Tabt på gulvet

Mest rørende er Osvald Helmuth – hans sidste større rolle – som Egons kommende svigerfar, grønthandler Eriksen. Åbningsscenen rummer især noget af det helt rigtige, men Lauritzen evner at tabe også Helmuth på gulvet i den trist ufokuserede iscenesættelse.

Samvittighedsnag

Bertel Lauring er faktisk glimrende som den ikke videre kvikke Nalle, der får samvittighedsnag. Det lykkes ham at nuancere en dumt skrevet båtnakkerolle. Hans værtshusmakker Røde Einer spilles med en sjældent set ekstrem skingerhysteri af Arthur Jensen.

Fine udendørsoptagelser

Henning Kristiansens fine sort/hvide billeder vinder meget på i vid udstrækning at være optaget på gader, stræder og i det hele taget udendørs. Der er kælet for lyssætningen, og Sven Gyldmarks svært jazzede underlægningsmusik er tålelig, selvom den er alt for anvendt.