De frigjorte (1993)

    Fabriksarbejderen Viggo er 50+ og bliver fyret. Hvordan i alverden skal han kunne finde mening med tilværelsen nu?


    CLAUSEN-HØJDEPUNKTER

    + PLUS: spil | dialog | situationsfornemmelse
    -MINUS: enkelte vaklende biroller

     

    Her har vi Erik Clausen, når han er allerbedst. Med sit ætsende akkurate portræt af arbejderklasse-Viggo, der bliver fyret fra fabrikken kaster han samfundets lavere sociale lag i grams - vel at mærke helt uden at smøre tykt på eller latterliggøre, som vi senere ser det i Per Flys Bænken (2000).

     

    Vågent mareridt

    Da Viggos værste mareridt bliver virkelighed - fyresedlen fra fabrikken - ramler hans verden først for alvor. Hvordan i alverden skal han kunne finde mening med tilværelsen nu? Konen Oda finder han grim og utiltalende, datteren forstår ham ikke, svigersønnen finder han lattervækkende - og sønnen er muligvis bøsse? Viggo må helt ned og kysse asfalten, før han måske genfinder sig selv, og denne asfaltrejse er i sandhed fuld af bump - og nogle særdeles underholdende nogle af slagsen.

     

    Aparte situationer

    Clausen baserer herlighederne løst på et romanforlæg af danske John Nehm (hvis højeste uddannelse selv var folkeskolen). Og ved at lade Viggo-figuren tænke højt får vi mange aparte situationer "forærende", ikke mindst i parforholdet gennem mange år.

     

    Blændende modspil

    I øvrigt i meget elskeligt og følt bittersødt spil fra både Clausen og især Helle Ryslinge, og de får ligeså blændende modspil fra flere biroller. Her er Leif Sylvester helt vidunderlig som fabriks-kollegaen Iversen, der er hurtigere til at genopfinde sig selv efter fyringen (og som senere på finurligste vis giver Viggo en opsang om homofobi.)

     

    De skæve personligheder

    Senere blander en yderst veloplagt (og Robert-vindende) Anne Marie Helger sig i de skæve personligheders vidunderlige galleri, ligesom Bjarne Liller funkler i en mikrorolle som arbejderkvarterets alkoholiker-arbejdsløse snedker.

     

    Frigjort stil

    "De frigjorte" er betagende frigjort i sin stil. I velkendt Clausen'ske, uprætentiøse menneskeportrætter og indrammet af enkle københavner-locations glider filmen smertefrit og højest humoristisk i mål uden de store armbevægelser. Og kun sjældent understøttet af Kim Larsens sange. Det er situationsfornemmelse og dansker-komik, når det er tæt på at være bedst.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021