Unge piger forsvinder i København (1951)

Da den smukke teenager Grete Pols vælger København frem for Næstveds omegnsprovins, får hun sig lidt af en lærestreg. Hun bliver nemlig hurtigt viklet ind i et spind af løgne, svig og utæmmeligt begær, personificeret i den liderlige charlatan Johan Nielsen.

Så kan hun lære det

Så kan hun lære det, er utvivlsomt filmens underliggende morale - og "Unge piger forsvinder i København" er langt fra den eneste danske efterkrigsfilm, der gav den fuld gas på moralbarometeret. Kønssygdomme og prostitution (ja, sågar den farlige leg mellem kønnene) var i fokus.

Ufrivilligt komisk

Det er i dag allermest ufrivilligt komisk, men her også en klods om benet i en i øvrigt vanvittig ambitiøs indpakning: Aage Wiltrups iscenesættelse og Ole Lytkens fotografering bærer meget tydeligt præg af at være inspireret af den italienske neorealisme.

Bemærkelsesværdigt flot

Og det kaster bemærkelsesværdigt flot filmarbejde af sig. Kameraet indtager sære og inspirerede vinkler og bevægelser helt fra anslaget (ikke mindst luftfotos og kranoptagelser) - lækkert lyssatte og tæt på at være i en liga for sig i samtidens danske film.

Fesen moralprædiken

Skuespillet får til gengæld ikke lov at slå gnister i den låste og fesne moralprædiken af en historie. Preben Lerdorff Ryes liderlige satan-figur dog ret underholdende, mens Anne-Marie Juhls uskyldige skønhed er den sikre billet til forfald (i København er sådan et udseende kombineret med det forkerte selskab lig med åndeligt forfald!). Ib Schønbergs cigarrygende direktør er ikke uden glimt i øjet. Han er en af de få, der godt kan gennemskue og tør stå ved, at Johan Nielsen er en skidt karl.

Demonstrativ musik

En ret demonstrativ, men flot komponeret underlægningsmusik af Kai Møller stikker af og til sit brølende hoved frem, uden at det dog kvæler hele herligheden.