Dragged Across Concrete (2018)

Nøjagtig som med sine to forrige filmværker, Bone Tomahawk (2015) og Brawl in Cell Block 99 (2017), serverer S. Craig Zahler her en overvældende, intens og kompromisløs omgang filmepik, der sætter sig i krop og psyke.

Ikke lagt fingre imellem

Der bliver sandt at sige ikke lagt fingre imellem, når historien om politi-makkerparret Brett og Anthony formidles. Med en grundtematik ikke langt fra genrens gennemsnitlige er "Dragged Across Concrete" på papiret endnu en blandt mange politi-krimier. Men ikke lagt i hænderne på Zahler.

Åndeløs spænding

Nu bliver vi i stedet vidner til et åndeløst spændende og tilsvarende uforudsigeligt drama, der både er råt, usødet og blodigt, men også levner plads til bittesmå, elegant humoristiske detaljer. Det holder gryden i kog – med et drama og en nerve, der kommer indefra og aldrig udelukkende ud af fortællingens form. Efterhånden som de to betjente kommer dybere ind i en kriminel underverden, hvor de reelt ikke kan bunde, erfarer de, at der ikke er nogen vej tilbage.

Stemningsmæssigt totalmørke

Mel Gibson og Vince Vaughn finder formlen på et alternativt sammenbidt politimakkerpar og elaborerer over et kendt tema, der talrige gange før er serveret uden variationer. Det er hér, humoren stikker sit befriende ansigt frem i tilspidsede situationer – i en film, der ellers er præget af stemningsmæssig totalmørke.

Jerngrebet er nådesløst

Selvom spændingen udspiller sig over 2,5 timer, kan man ikke pege på mange steder, der er trukket for langt ud. Jerngrebet er nådesløst – og mange gange forstærket af det fremragende valg: At lade fortællingen stå nøgen... uden underlægningsmusik.