Don's Party (1976)

Bruce Beresfords fjerde spillefilm har en fænomenal føling med balancen mellem dramatik, komedie og bittersødme: "Don's Party" kunne nemlig have været rendyrket falde-på-halen-farce, havde det ikke været for denne føling.

Filmet teater med gnist

Reelt er der ikke langt fra filmet teater, og så alligevel absolut. Baseret på et skuespil af David Willamson fortælles historien om skolelæreren Don og hans hustru, der forbereder sig på weekendgæster.

Med parlamentsvalget som kulisse

Snart ankommer parrene (en enkelt som nybagt single) til etplansvillaen i forstads-Melbourne – samme dag, som der er parlamentsvalg. Derfor kører fjernsynet også i baggrunden, mens de tidlige resultater tikker ind.

Masser af gnidninger

Dons venner er ikke nogen homogen og lettæmmelig gruppe. Tværtimod opstår der hurtigt gnidninger venner og bekendte imellem (ikke mindst seksuelle). Det kan gå godt hen og blive rigtig betændt, efterhånden som alkoholen begynder at virke.

Veloplagte skuespillere

Med en dialog, der slår gnister og er serveret af et fabelagtigt og veloplagt hold skuespillere er "Don's Party" ætsende intens og underholdende fra første scene. Det er ukonventionelt, samfundskritisk – og emmer af seksuel tiltrækning og tilsvarende frustration (med direkte kommentarer til ægteskabets ødelæggende virkning på sexlivet.)

Komprimeret og nærværende

Filmet næsten udelukkende i Dons (kedelige) parcelhus får vi den festlige aften i både komprimeret og nærværende form – og næsten hele vejen i mål holder formlen sin balance, genialt hjulpet på vej af det totale fravær af underlægningsmusik og Donald McAlpines kærtegnende, detaljeorienterede fotografering.