Skin (2018)

Med glatbarberet isse, "rå" gangart og tatoveringer ud over det hele - også i ansigtet - er Jamie Bells Broyn Widner (også kaldet Babs) lidt af en nynazistisk vildbasse. Han er en del af fællesskabet og parerer gerne ordrer, når racistiske tiltag skal føres ud i livet.

Heil i bakspejlet

Men en dag møder Babs den (næsten) udenforstående Julie. Hun har tre dejlige døtre på slæb og appellerer sofort til Babs' fadergener og beskyttelsesbehov. Men hvordan forener han den nyfundne kærlighed med hårdkogt heil? Svaret er: Heil i bakspejlet - en svær kunst, der kun kan blive farlig.

En solstrålehistorie

Baseret på det virkelige livs Bryon Widner-solstrålehistorie er "Skin" en biografisk skildring, der dog lukrerer på talrige dramatiseringer, overdrivelser og sterotypiseringer. Meget er helt sort/hvidt og tilmed unuanceret, men størstedelen af spændingen er alligevel intakt som følge af en letløbende og enkel plotudvikling.

Pæn indlevelse

Jamie Bell præsterer blændende som den sammenbidte racist, der ser lyset. I det hele taget er filmen båret af pæn indlevelse, selvom ekstremiteterne ofte fejer lidt rigelig meget snavs i troværdigheden.

Diminutiv brug af musik

Helt fantastisk er den diminutive brug af underlægningsmusik, der som udgangspunkt overlader spændingerne til sig selv, og det, de er gjort af. Intensiteten kommer indefra, og dramaet vokser markant.