The Good Shepherd (2006)

Robert De Niros blot anden (og hidtil sidste) film som instruktør er denne meget stort opslåede spionagethriller, der beskriver de tidlige år i efterretningstjenesten CIA. Matt Damons agent Edward Wilson - der i alle de hemmelige kredse er bedre kendt som "Mother" - mærker snart på egen krop og psyke, hvad det vil sige at agere i en verden af tys-tys, hemmeligheder, løgne og total mangel på tillid. Samtidig med at kernefamilieidyllen gerne skal opretholdes.

Et udstyrsstykke

"The Good Shepherd" er et udstyrsstykke, der alene med sine 167 minutters spilletid står monumentalt frygtindgydende. Læg dertil rollelisten, der tæller et helt lille hav af store navne (inklusiv De Niro selv), og du har en moderne epik, der taler USAs mangefacetterede, men også splittede sag.

Byder op til dyb splittelse

Matt Damon gør faktisk en rigtig pæn figur i den relativt forsagte og indadvendte hovedrolle, der byder op til dyb splittelse og nødvendigheden af at være hård, kynisk og iskoldt beregnende - også nær det gælder familielivet, skal det vise sig.

Evigtgyldigt amerikansk familieliv

Til gengæld synes Angelina Jolie ikke at være det mest oplagte valg til rollen som hans først flamboyant selvstændige, siden grådkvalt selvransagende hustru. Men hun får heller ikke så meget tid i rampelyset, for filmen er kun sekundært interesseret i det evigtgyldige amerikanske familieliv.

Hemmelighedsforherligende livsstil

Det primære træk på hjulene står den mystisk-hemmelighedsforherligende livsstil, som Damons Edward Wilson vælger i jobbet som CIA-agent. Det er en stemning, der drives frem i filmens stil fra første scene: Nærmest drivende sentimentale kamerabevægelser i det helt brede format, ledsaget af en rent udsagt konstant underlægningsmusik (med yderst få ophold).

Absolut flot

Flot er det helt absolut - rent filmteknisk og æstetisk - men sammenhængskraften i den svulstige historie halter desværre bagefter. Ikke mindst de rigtig mange spring mellem fire dekader helt tilbage fra 30'erne og frem og tilbage igen bringer filmoplevelsen på slingrekurs.

Maskulin udstråling

De mange stærke navne i birollegalleriet højner og forstærker med upåklagelig effekt filmens (mandsdomineret) maskuline udstråling. Her er ikke mange kvinder, og de få, der er, får deres sag for i mødet med arrogante og CIA-hemmelighedsstemplede mænd i en ikke-feministisk tænkende tidsalder.