Tigerland (2000)

Med en lang række i bedste fald middelmådige Hollywood-film som instruktør i ryggen - og langt flere som producer - overrasker Joel Schumacher her med en ærlig, jordnær og indsigtsfuld antirkigsfilm, der emmer af intensitet på sin egen afdæmpede måde.

På vej i krig

I lejren Tigerland ved Fort Polk, Louisiana, trænes et stort kuld menige i 1971 som forberedelse til at participere i det virkelige livs hæslige Vietnamkrig. Kæft, trit, retning og nedværdigelse hagler ned over de sagesløse unge mænd, og kan de ikke klare mosten, tvinges de bare videre i processen for enten at knække helt sammen eller blive rendyrkede (og skydegale) psykopater.

Noget af en outsider

Midt i dette kuld står Colin Farrells Roland Bozz som noget af en outsider. Han er på ingen måde den fødte krigshelt og har ikke tænkt sig at underkaste sig de overordnedes evindelige ordrer og ydmygelser. Til stor irritation for lederne, der ellers ser en potentielt dygtig soldat i den rebelske Bozz.

Begavet fremstilling

"Tigerland" lever højt på den begavet fremstillede antikrigs-atmosfære, som lejren på mange måder repræsenterer. For selvom der er hård træning i troværdige krigsscenarier på drengen, er stemningen alligevel både fredsommelig og fredselskende - med Bozz' mellemfornøjede næsvished som smittende drivkraft.

Helvedes træningslejr

De psykologiske aspekter af den forestående krig - og måden, de unge mænd tvinges ind i helvedets træning på - står stærkt i fremstillingen, ikke mindst fordi indlevelsen i disse ofte lidt fortrængte (sjældnere fortalte) og mindre patriotiske forhold er fænomenal i både iscenesættelse og spil.

Både følsom og fandenivoldsk

Her slår Colin Farrell tonen an med sin både følsomme og fandenivoldske fremstilling af Roland Bozz - hele tiden i grænselandet mellem tiltvunget macho og rørstrømsk ung mand. Også Matthew Davis og Tom Guiry imponerer i denne sammensatte sindsstemning, mens Clifton Collins Jr. er allerbedst (som den efterhånden absurd ydmygede Miter).

Omfavner anspændtheden

Et meget stort plus ved "Tigerland" er desuden, at der stort set ikke optræder underlægningsmusik. Og når Nathan Larsons diminutive scener sætter ind, er det ofte i kampscener (øvelser eller slåsampe), hvor percussion effektivt både distancerer og omfavner anspændtheden.